Galge

Træstillads med vandret stang, hvor farlige forbrydere blev henrettet ved hængning.

Oldnordisk oprindelse. Apparat til ophængning af mennesker, dyr eller ting. Består i reglen af en vandret bjælke, galgehammeren, støttet af en eller flere lodrette stolper eller piller. Er som henrettelsesapparat ældgammel. I middelalderen bredte sig den opfattelse, at døden i galgen var mere vanærende end den forholdsvis smertefrie henrettelsesmåde halshugning. Fornemme folk kom sjældent i galgen. Også dyr kunne havne i galgen; skadedyr som ulve og dyr, der havde været indblandet i en forbrydelse eller ulykke, blev hængt i galgen eller spigret til den. Fra middelalderen havde enhver større købstad sin faste galge, oftest på et højtliggende punkt, galgebakken lige uden for byen. Nogle var imponerende, murede konstruktioner; Ribe galge fra 1584 var trefløjet, for at kongelig dømte, byens egne tyve og udenbys pak kunne hænge sømmelig adskilt. Galgen var omgivet af overtro; urter plukket på galgebakken ved midnatstid havde læge- og trolddomskraft; en finger skåret af et ophængt tyvelig bragte rigdom. Hængningen foregik som regel ved, at den dødsdømte besteg en stige, fik strikken om halsen og væltedes ned; sammensnøring af halspulsåren medførte på få sekunder bevidstløshed, og døden skyldtes oftere blodmangel i hjernen end egentlig kvælning. Var faldet dybt nok og strikken hensigtsmæssigt anbragt, indtraf døden øjeblikkelig ved brud på rygmarven; derfor byggedes i England galger med faldlem. I Danmark afskaffedes galgen officielt 1866; men den var faktisk gået af brug længe før.