I oldtiden og den tidlige middelalder var det almindeligt med en udskåret figur på skibsstævnen. Den opfattedes som skibets værner eller personlighed, og den dag i dag har f.eks. portugisiske fiskerbåde og kinesiske djunker øjne malede påstævnen, for at bådene kan finde vej til fiskestimerne og undgå at påsejle skærene. I vikingetiden var nordboernes skibe udsmykkede med dragehoved, medens man i korstogstiden mere gik over til kristne symboler.
I 1200-tallet forsvinder galionsfigurerne helt, og først i midten af 1500-tallet vender de tilbage som en del af den overdådige skulpturelle pragt, der ofte bliver skibene især krigsskibene til del. I den efterfølgende tid bliver det så almindeligt med galionsfigurer, at selv ret små skibe har dem, og en række billedskærere specialiserede sig i at skære galionsfigurer.
Indtil midten af forrige århundrede har man meget sjældent brugt kvinden som galionsfigur i hendes egenskab af kvinde, hun symboliserer altid et eller andet, hvis man finder hende på skibsstævnen, f.eks. lykkegudinden Fortuna. Derimod er mands skikkelser talrige, og man finder græske og romerske krigsguder, helgener og skibsredere på stævnene. Også dyr som løve, enhjørning, grif, havhest og ørn træffes. Fra midten af forrige århundrede skifter idealerne imidlertid, og nu er det hovedsagelig kvinder, der optræder som galionsfigurer. Først i vort århundrede forsvinder galionsfigurer fra skibene.