Gesso

en grundings- og dekoreringsform, der har været anvendt på møbler fra middelalderen og op til vore dage. G. består af reven gips, som er opblandet med lim af nedkogt pergament. Normalt har man brugt to slags - en grovere revet med stort limindhold til første grunding og en fint revet med mindre lim til efterbehandling. Med den grove g. fyldtes alle sprækker i træet, hvorefter den påførtes så jævnt som muligt med en spartel. Hvis der var udskæringer i træet, fik disse deres belægning påført med pensel. Denne grunding fik lov at tørre langsomt i et mørkt ikke for tørt rum, så man undgik sprækninger, derpå tog man fat med et skrabejern, så overfladen blev nogenlunde glat.
Det første lag af den fine gesso påførtes med hånden og masseredes ned i grov-laget, så alle porer i det lukkedes; herefter blev mindst otte lag penslet på, således at penselstrøgene på hvert andet gik fra side til side og ellers oppefra og ned. Det gav den mest egale flade. Endelig kunne man »modellere« blade, blomster etc. ved at pålægge g. i ret tykke lag med en pensel. Drejede det sig om større ornamenter, støbtes de i en lerform af en særlig limrig gipsmasse.
Efterbehandlingen bestod først i en planskrabning, som fandt sted, når g. var aldeles tør, så fulgte en polering, der fremtryllede en overflade så blank som poleret elfenben. Ornamenterne skrabedes efter med ganske småjern og poleredes ligeledes. På denne grund kunne man male eller forgylde, og basrelieffer opnåedes stundom ved på et særlig tykt lag g. at bortskrabe motivernes omgivelser.
Fra den sidste fjerdedel af 1600-tallet og op til ca. 1750 havde g. en stor tid også i Nordeuropa i forbindelse med barokkens store forgyldte møbler, og i forrige århundredes anden halvdel med nybarok og nyrokoko gjorde g. sig også i høj grad gældende.

Italiensk gipsblanding til malerigrund og skulptur. Benyttedes til udskæring på rammer og møbler i 1700-tallets England, navnlig af William Kent (s.d.).