(efter tyrkisk
bynavn) tæppeknytningsknude i hvilken to garnender stikker frem på begge sider
mellem to eller fire omvundne skudtråde; i anatoliske, kaukasiske og
nordiranske tæpper.
Tæpper hidrørende fra den tyrkiske by af samme navn. Byen har givet navn til den tyrkiske knytning. Det er hovedsagelig bedetæpper, der kendes fra g., men også brudetæpper er der fremstillet. Hovedfeltet omgives af brede borter, en hovedbort, to eller flere biborter og kantstriber.
I antikke verdslige tæpper forekommer grønt ofte i betydelige mængder. Grundfarven er gerne rød, og mønstringen geometrisk. Hovedbortens tegning er stiliserede blomster eller blade ofte samlede i buketter. I biborterne ses gerne det såkaldte kula-mønster (se tæppemønstre). Bedetæpperne har mihrab med ensfarvet felt og to - sjældnere fire søjler.
I mihrab'ens spids hænger en moskelampe undertiden erstattet med en blomsterbuket. Såvel over som under mihraben kan der være en frise med S-formede figurer. Søjlerne kan være udformet nærmest som flettebånd hvori er ophængt en blomst. Med undtagelse af brudetæpperne, er de verdslige tæpper gerne af ringere kvalitet end bedetæpperne. I grundvævet er kædetrådene af uld eller bomuld, skudtrådene af uld. Knytningen er ret tæt. Luven er kort og tæppet tyndt og blødt. Moderne g. er af ringe kvalitet og minder ikke om de gamle.
Efter tyrkisk bynavn, tæppeknude, anvendt i Anatolien (s.d.), Kurdistan, Kaukasus, Iran (Azerbaijangruppen, Nordvest Iran). Knudens to garnender stikker frem på begge sider mellem to ell. fire omvundne skudtråde (se Senne).