Venetiansk glas af tazza-facon. Det er prydet med diamant punkteringer. 1600-tallet.
Har været kendt og fremstillet fra omkring det 4. årtusinde f.Kr. i den nære Orient; siden i antikkens Rom, og fra det 1. årh. e. Kr. i Gallien og ved Rhinen (omkr. Køln) i næsten alle former og farver (de fire hovedfarver er blå, grøn, gul og rød; hvidt glas betyder klart glas). Glasmassen, bestånde hovedsagelig af rent kvartssand (70%), iblandet andre råstoffer som f.eks. soda, natriumsulfat, potaske, kalk, kridt og ler- og aluminiumsforbindelser, opvarmes til 1600º og formes derefter ved pustning med en blæsepibe, et mandshøjt jernrør. Denne teknik har været anvendt siden romertiden, indtil den udvidedes med industrielle fremgangsmåder, bl.a. også presning. Glas, der engang var udtryk for den største luksus, begyndte at blive en virkelig brugsartikel o. midten af 1500-tallet og har siden hævdet sin stilling som det billigste af alle bestandige stoffer, samtidig med at det er let at forarbejde. Det kan både slibes, graveres, ætses, males og sandblæses. Det første danske glas (ruder og stangglas) blev lavet af Enevold Jensen Seefeld til Visborggård i Himmerland i 1552 med hjælp af indkaldte tyske glasmagere. Produktionen ophørte o. 1575, men geneptoges 1581, da Frederik 2. indkaldte en glasmager til Stenhule i Ry. 1598 befalede kongen glasproduktionens ophør ?på det, at skovene ikke skulle forhugges og ødelægges?; træ var nødvendigt til ovnenes opvarmning. Der tales også om en glasbytte ved Helsingør i 1572 og fra 1581-82 om en anden i Herridsvad i Skåne, men arbejder herfra kendes lige så lidt som fra Djursland (1648) og Fjellerup (1650). 1649 forsøgte man uden held at lave venetianske glas i København. 1652 oprettede Frederik 3. en glashytte på Slotsholmen under ledelse af Robert Colnet Den nedlagdes 1658. 1688 prøvede man med et g!asværk på Christianshavn, ledet af et medlem af den berømte tyske glasmagerslægt Kunckel. I hele 1700-tallet hvilede al dansk glasproduktion indtil oprettelsen af glasværket i Friedrichsfeld i Sydslesvig. Dansk glas' senere historie er beskrevet under navnene på de forskellige glasværker.
Norsk karaffel eller ziratflaske blå med opadstigende spiraler.
Produktionen af glas i kunstnerisk udformning stammer fra oldtiden, sandsynligvis 4. årtusind f.Kr. I Ægypten blev farvet glas anvendt til smykker og amuletter i 3. årtusind f.Kr. Herfra blev glas introduceret i Grækenland af kretenserne og mykenerne. Glaspustningen blev opfundet omkr. 1. årh. f.Kr., sandsynligvis i Syrien. Glasindustrien bredte sig nu i Romerriget med Rom og Alexandria som de vigtigste centre. Mange af produkterne havde stor kunstnerisk værdi, . og man anvendte forskellige teknikker, f,eks. kunne glas bestå af flere lag i forskellige nuancer, eller man kunne anbringe graveret bladguld mellem 2 lag glas. Også kelterne og germanerne nåede stor færdighed i denne kunst og ligeledes gallerne. Persisk glasarbejde nåede sit højdepunkt i VI. og VII. årh., og Venezia, som var handelscentrum for orientalske varer, grundlagde i XIII. årh. sine berømte værksteder. Fra renaissancen udviklede nye centre sig i England, Spanien og Tyskland (især Bøhmen).
Ægyptisk glasfisk fra oldtiden, den er opbygget af smeltede glastråde vundet op om en lerkærne, som så siden er bortkradset. Har antagelig tjent som parfumeflacon.
Man har kendt g. fra 4-3000 år f. Kr. Ægypterne smeltede kvartssand og natron og dyppede lerting i det, så det kom til at danne et svært glasurlag over dem. Omkring 1500 f.Kr. opdagede man imidlertid, at glasset blev langt smukkere, når man - efter at det hele var blevet koldt - skrabede leret væk, så kun glasskallen stod tilbage. Det blev nu almindeligt, at man opbyggede en form af ler eller egnet sand og vandt tråde rigler - af flydende glas om den, indtil den var helt dækket; så arbejdede man glasmassen sammen, og efter dens afkøling fjernedes formen. På den måde lod det sig gøre at lave små salvekrukker, parfumeflasker og lignende genstande af beskedent omfang.
Ægypterne havde ikke hvidtglas (klart glas), og de søgte det næppe heller. Som hos kineserne lå deres interesse i at skabe et under bestemte forhold plastisk materiale, som tillod dem at efterligne forskellige ædelstenes udseende, det var nemlig ofte særdeles vanskeligt eller helt umuligt at skaffe naturstenene i den rette størrelse og med et passende mønster, hvortil kom, at det var et utroligt arbejde at slibe dem i den ønskede form. Nu havde man fundet frem til et materiale, hvormed ædelstene kunne kopieres, og hvormed man kunne fremstille genstande, som man aldrig tidligere havde turdet drømme om at skabe. Ydermere kunne ædelstensstrukturen ensrettes, så den faldt netop i de linjer, der var brug for. En slags overfang arbejdede man sig frem til ved at smelte to forskelligtfarvede g. lag oven på hinanden og så gennem slibe det ene. En g.-teknik for hvilken vi står i gæld til ægypterne, er millefiori.
Ægypterne kendte ikke på dette tidspunkt til at puste g., det var en færdighed, som først kom til engang i det første hundredeår e.Kr., og inden for det romerske imperium var man efterhånden rene mestre på dette område, der var i det hele taget næppe den glaskunst, man ikke mestrede, man var således aldeles suveræn til at overfange og slibe g. - portlandvasen er et eksempel på, hvor eminente resultater der kunne opnås, også hvidtglas, som kunne udsmykkes med såvel emaillemaling som gravering og slibning samt påsmeltning af ornamentik.
Med romerrigets forfald og undergang gik også en god del af dets g.-kultur til grunde, i Italien er det problematisk, hvorvidt der overhovedet produceredes g. mere, men i det gamle riges yderkanter, f.eks. i Franken, overlevede nogle af færdighederne.
I 1100-tallet hentede venetianerne g. kunsten tilbage til Italien. Man har dog ikke bevaret noget produkt fra de første 300 års virksomhed, det tidligste arbejde er fra 1400-tallet, og i løbet af middelalder og renæssance udvikledes på den lille ø Murano i Venezias lagune en glaskunst, som aldrig har set sin lige (se venetiansk glas).
De næste store fremskridt på g. området blev gjort af tyskerne og englænderne, som opfandt henholdsvis kalk- og blykrystallet (se böhmisk krystal og blykrystal). Blandt de betydelige g. lande kan i øvrigt nævnes Sverige, Holland og Norge. Frankrig kom først ret sent i gang med en g. industri af betydning, fordi man manglede brændsel, og noget tilsvarende var tilfældet i Danmark. Det skal dog i sandhedens interesse fremhæves, at vi i 1550'erne begyndte at eksperimentere med glasværksdrift herhjemme, og indtil den sidste glashytte nedlagdes i 1658, havde vi nogen produktion af waldglas, men kun uhyre få sikre danske arbejder fra den tid er bevaret. Det var ellers hovedsagelig i Vendsyssel, i det sydlige Himmerland og i egnen omkring Silkeborgsøerne, at vi gjorde g. Hertil kom så et værk i Helsingør og et i København - det sidste, der nedlagdes. Herefter nød vi godt af henholdsvis den tyske og siden - den norske produktion, indtil Holmegaards glasværk oprettedes i 1825, og vi har til stadighed måttet importere visse varer.
Lille medicinflaske med kort, svagt tragtformet hals. Dansk arbejde, renæssance.
G. er et ejendommeligt stof, det er amorft, hvilket vil sige, at det er ukrystallinsk, hvorfor krystal også er et ilde valgt udtryk i forbindelse med g. I virkeligheden er g. et ualmindelig trægt fluidum, en stivnet væske, og det er undertiden brugt som »bevis« for denne dets »flydende« karakter, at glasstykkerne i middelalderlige glasmalerier f.eks. i kirkerne, altid er tykkest forneden, at massen altså simpelt hen gennem årene skulle være flydt derned, dette er dog nok en fordrejelse af de faktiske forhold som er, at man i middelalderen kun formåede at gøre meget ujævnt g., selv ret små stykker var således for det meste noget tykkere i den ene side end i den anden. For at få ruden så solid som muligt, satte man naturligvis altid den tykkeste ende af stykket nederst.
Almindeligt g. er sammensmeltet af kvartssand, soda og kalk og er et natriumkalciumsilikatglas. Sodaen er, hvad man kalder flusmiddel, den nedsætter massens smeltepunkt og gør den lettere at arbejde med. Kalken virker som stabiliseringsmiddel. Det var ikke heldigt at bruge for megen soda, da g. herved får tilbøjelighed til at blive sygt (se glas syge), denne skavank har en del venetianske g. samt g. fra Kungsholm i Sverige og Potsdam i Tyskland. Hvis sodaen erstattes af potaske, får man kalig, eller böhmisk krystal, erstattes den af blyilte, får man blykrystal.
Kendt fra det gl. Ægypten, ca. 4000 år f.v.t. Spredt til Det nære østen, derfra til Italien. Og fra omkr. Kristi fødsel ved Køln i Tyskland (Rhinsk glas). Fremstillet af kvartssand, tilsat soda, natriumsulfat, potaske, kalk og kridt. Stærk opvarmning til ca. 1600°Cr, derefter formet ved pustning med en blæsepibe. En teknik, der har været kendt siden romertiden. Glas kan slibes, graveres, sandblæses, ætses og bemales. Sent kommer glaskunsten til Danmark, i Himmerland på Visborggaard lavedes de første glas i 1552 af indkaldte tyske glasmagere. I 1582 anlagdes på foranledning af Fr. II en glashytte ved Silkeborg.
Da det store brændselsforbrug tærede for hårdt på skovene nedlagdes glashytten sidst i 1500-tallet. Ved Helsingør lå en glashytte ledet af en italiensk glasmester i 1572, ligeledes i Skåne har man kendskab til en hytte ca. 1582. På Djursland lå der glashytter i midten af 1600-tallet. 1652 oprettede Fr. III en glas hytte i Kbh. På Christianshavn anlagdes i 1688 en glashytte, ledet af et medlem af den tyske glasmagerslægt Kunckel (s.d.). Det er meget lidt man kender til disse tidlige danske glas.