(af græsk glyfein,
udskære)
A. kunsten at udskære stensmykker,
B. billedhuggerkunst.
(græsk: gluphein = gravere). Kunsten at gravere ædle stene, enten ved indridsning (intaglio) eller ved reliefskæring (kame). Oprindelsen til denne kunst fortaber sig i oldtiden: fra Magdalenien;perioden (XV.-X. årtusind f.Kr.) kendes nogle graverede sten med meget realistiske gengivelser af forskellige dyr (bisonokser, rensdyr, heste etc.). Fra 111. årtusind f.Kr. blev udskårne sten anvendt som stempler, fra mesopotamiske kulturer (Sumer, Akkadien, Babyionien) kendes cylindersegl og fra Ægypten skarabæer. Graveringsteknikken udviklede sig parallelt i Grækenland og Etrurien, men det er grækerne, der har æren af at have lavet de første kameer, som nåede højdepunktet i den hellenistiske periode og senere blev en alexandrinsk specialitet. Det skyldes hellenistiske og etruskiske kontakter, at romerne fik øjnene op for denne kunst, og Rom blev i kejsertiden arbejdscenter for berømte græske gravører. Efter Romerrigets fald blev glyptikken mere og mere dekadent, og i middelalderen var produktionen helt ophørt, idet man atter anvendte de antikke kameer. I det XV. årh. lanceredes moden igen af familien Medici i Italien, hvorfra den bredte sig til Frankrig, og fra renaissancen og de efterfølgende århundreder kendes mange dygtige gravører.