Gobeliner

En gobelin er et håndvævet tapet, hvor kæden slås lodret til haute-lisse eller vandret til basse-lisse. På kæden er uld- eller silketrådene - undertiden guldeller sølvtråde - vævet ved hjælp af en skytte, som følger de mønstre, der i forvejen er tegnet på kartonforlæg.
Brugen af gobeliner, som stammer fra Orienten, blev indført i Vesteuropa af araberne, og vandt især i slutningen af korstogstiden stor udbredelse. Gobeliner brugtes til udsmykning af kirker og slotte. I begyndelsen var motiverne for størstedelen religiøse, men fra XIII. årh. kendes også historiske og verdslige motiver.
Arras og Paris var i XIV. årh. centrene for produktionen, og der var fra mange sider stor efterspørgsel efter gobeliner. Fra denne periode stammer de 7 store gobeliner "Angers Apokalypsen" (1373-1380). bestilt af Ludvig I. og udført af pariseren Nicolas Bataille efter tegninger af hollænderen Hennequin de Bruges. Hundredårskrigen medførte en nedgang for de parisiske værksteder, men ateliererne i Anas fortsatte og produktionen udvidedes i løbet af XV. og XVI. årh. til flamske og wallonske områder. Byer med uldspinderier, som f.eks. Lille, Gent, Douai, Brygge, Valenciennes, Ypres, Mons, Courtrai og ikke mindst Bruxelles startede en produktion, hvis hovedværker tidens største malere havde gjort udkast til (J. van Eyck, R. van der Weyden). Bruxelles omdømme var så stort, at udførelsel af "Apostlenes Gerninger" (1517-1520), efter tegninger af Rafael af pave Leo X. blev betroet en af byens mestre Pierre d'Alost.
For at modvirke Flanderns herredømme på dette område, startede italienske byer som Firenze, Mantou, Venedig, Ferrare og Rom deres egen fabrikation. Det samme gjorde Frans I i Fontainebleau og udnævnte Primatice til leder af ateliererne. Men først under Henrik IV fik det franske tapetvæveri en renaissance. Ved at forbyde import, tilkalde kunstnere fra Flandern og grundlægge fabrikkerne Aubusson, Gobelins og Savonnerie, ydede han et bidrag til denne industri, som nåede sit højdepunkt under Ludvig XIV.
Colbert anstrengte sig for også at forøge produktionen, og startede i 1664 en ny fabrik i Beauvais, som han. overdrog Behayle ledelsen af. I Gobelins arbejdede Le Brun uophørligt og skabte nogle mesterværker, som gav franske gobeliner udbredt berømmelse. Den strålende periode fortsatte i XVIII. årh. i samarbejde med store kunstnere (Oudry, Audran, Coypel, De Troy, Boucher, Tessier, etc.), men trods en intens aktivitet viste gobelin-industrien ved slutningen af Ludvig XV.s regeringstid tegn på den opløsning, som den franske revolution skulle fremskynde.
Efter et århundrede, hvor man stort set nøjedes med at kopiere gamle modeller, forsøgte man i XX. årh. at forny traditionen, og de store fabrikker Gobelins, Aubusson og Beauvais tiltrak flere store malere. J. Lureat, Gromaire, Dufy, Matisse, Braque, Picasso, Léger og Le Corbusier har f.eks. lavet forslag og udkast til vævede tapeter.