Gotisk kunst

Gotik var oprindeligt en ringeagtende betegnelse brugt af italienerne om den stil, der i slutningen af XII. årh. opstod nord for alperne, hvor den lidt efter lidt erstattede den romanske stil og bevaredes indtil renaissancen. Stilen har intet at gøre med goterne. Den opstod tværtimod i Frankrig og bredte sig derfra til Tyskland, Nordeuropa, Spanien og England, hvor den fik en udvikling sideløbende med den franske.

Arkitektur: Udseendet af kirker og katedraler ændredes. Spidsbuede vinduer, dobbeltbuer og krydsribber indførtes, og opdagelsen af den seksdelte hvælving muliggjorde, at trykket fra hvælvingen kunne koncentreres på pillerne, hvor hvælvingens buer samledes. Pillerne opløstes derefter i fine søjler, som støttedes af stræbepiller og siden af støttebuer, der fordelte trykket. På denne måde blev det muligt at konstruere katedraler langt større end de romanske. Kirkeskibene blev længere og højere, og sideskibene udvikledes. Samtidig blev murene gennembrudt af åbninger, som gav bygningen et indtryk af lethed. Vinduer, i begyndelsen snævre, senere store med kunstfærdige sprosser, lod dagslyset strømme ind gennem de farvede glas. Enkle kapitæler med hager er karakteristiske for det XII. og XIII. årh.'s gotik; senere er de ofte dekoreret med plantemotiver. Udvendigt er bygningerne i reglen frodigt dekoreret: pilastre, buer og gavle endende i tinder, klokketårne, blomsterornamenter, dekorerede tagrender og vandspyer medvirkede til at give bygningerne en karakter af lethed og elegance.

Den franske gotik inddeles i fire perioder:
1. Overgangsgotik eller primitiv gotik (ca. 1130-1190), hvor endnu mange romanske elementer kan spores (f.eks. Notre-Dame i Paris).
2. Den klassiske gotik (ca. 1190-1250) repræsenteret bl.a. af katedralerne i Chartres, Relms, Bourges og Amiens.
3. Den strålende gotik (ca. 1250-1400), hvor de enorme vinduesroser er mangefligede som i Notre-Dame og i katedralerne i Strassburg og Saint-Chapelle. I denne periode når arkitekternes bestræbelser for at gøre konstruktionerne lette og luftige sine yderste grænser.
4. Den flammende eller sene gotik (XV. årh.). hvor vinduessprosserne er svunget i flammelignende mønstre. Hvælvingerne bliver rigt udsmykket, hvor krydsribberne mødes, og hvor buerne samles over søjlerne. Dekorationen kompliceres til det yderste samtidig med at bygningerne som helhed giver et indtryk af tørhed og stivhed, der betegner stilens nedgangsperiode (f.eks. den gotiske del af Mont-Saint-Michel).
Mens gotikken i England får sit eget karakteristiske forløb begyndende med koret til katedralen i Durham (1096-1104) (se i øvrigt artiklerne Early English stil, Decorated - stil og perpendicular stil), efterlignes den franske gotik i Belgien og Tyskland, hvortil den når ca. 60 år efter sin opståen i Frankrig: murstenskatedralerne i Køln og Marburg (XIII. årh.) og Wiesenkirche i Westphalen (XIV. årh.). I Spanien efterlignes den franske gotik (katedralerne i Toledo og Burgos) iblandet spansk-mauriske motiver. I Italien trænger gotikken - med enkelte undtagelser (f.eks. katedralen i Verona) - ikke igennem. Derimod fører korsridderne stilen med sig til Den nære Orient (Skt. Sophia-katedralen i Nikosia på Cypern, Krak des Chevaliers i Syrien).

Skulptur: Med gotikken breder skulpturen sig til bygningernes ydre (facader, portaler, tympanoner, vandspyer). Indvendig byder udsmykningen af kapitælerne med rene plantemotiver ikke på store udfoldelsesmuligheder for billedhuggerne. Motiverne, der finder anvendelse, er dels helgenfremstillinger, men også scener fra Det Gamle og. Det Nye Testamente, fremstillet for belæringens skyld, på en sådan måde at mængden af personer aldrig slører forståelsen af helheden (relieffet over Notre-Dame's venstre portal, søjlestatuerne ved portalen i Chartres, "Apostlene" i Sainte-Chapelle, "Mariæ Bebudelse" i Relms).

Glas: Vinduer, roser og madaljoner blev. især i XIV. og XV. årh. dekoreret med farvet glas. hvis levende farver kombineredes til fremstilling af helgenlegender og scener fra Bibelen. De berømteste er roserne i Notre-Dame og i katedralen i Strassburg, de store vinduer i Sainte-Chapelle og glasmosaikkerne i Bourges, Chartres og Troyes.

Maleri og Gobelinkunst: Inden for miniaturemaleriet præsteres i den gotiske periode en række mesterværker, og det egentlige maleri viser sig dels på altertavier (Wilton og Nuflo Goncalves i Portugal), dels som portrætkunst. Blomstrende skoler opstår f.eks. i Bourgogne, Paris, Provence, Køln og Nürnberg. Men den største udvikling finder dog sted inden for det flamske maleri (Van Eyck, Van der Weyden, Memllng). Blandt de berømteste gobeliner fra XIV: og XV. årh. kan nævnes "Apokalypsen" i Angers og ."La Dame" i licorne.

Guldsmedekunst: I tilslutning til arkitekturen produceredes inden for guldsmedekunsten religiøse arbejder: helgenskrinene for Saint-Eleuthere i Tournai og SaintServais i Maestricht (XIII. årh.). I udsmykningen anvendtes ligeledes emaljearbejder fra Limoges.