[gu'asj]
(fra italiensk guazzo, pyt, pøl) vandfarvemaleri med dækfarve.
En art limfarvemaleri. Farverne bliver blandet med lim samt pibeler eller kridt og benyttes sammen med vand. Denne type maling bruges mest til midlertidige dekorative opgaver, f.eks. teaterdekorationer eller forlæg til gobeliner og vægtæpper, p.g.a farvernes forholdsvis ringe holdbarhed.
Maleri med ugennemsigtig vandfarve, indeholdende gummi arabicum, som efter tørring får en mat overflade. Denne teknik, som var kendt i Persien og i det gamle Ægypten, blev anvendt af miniaturemalere i middelalderen og helt op til det XVIII. årh. Gouache anvendes igen idag af visse malere (f.eks. Rouault).
Dækfarvemaleri på vandbasis. Farve stofferne er oprørt med pibeler eller fintrevet kridt, og som bindemiddel har man f.eks. brugt æg, honning eller gummi arabicum. Blandt de kendte ting, der er malet med g. kan nævnes middelalderens illuminerede bøger såsom tidebøger og messebøger. Man har dog også malet større billeder, miniatureportrætter, dekoreret vifter etc. med gouache. Det er nævnt, at gouache. skulle være mindre lysægte end andre farver, men det kommer ganske an på, hvilke farvestoffer der er anvendt. Derimod kan gamle gouache blive sprøde, så farverne springer af grunden.
Vandfarvemaleri med dækkende farver (se også tempera). Teknisk en art limfarver, tilsat kridt. Ikke videre lysægte.