Illustration 1. gavlfrise fra ÷590, 2. ældste doriske tempel,
3. skattehus (Delfi) ÷525, 4. tempel fra ÷500, 5. gavlfrise fra 4, 6. grundplan
af Parthenon i Athen, 7. facade (Nike-templet i Athen), 8. mæander, 9. dorisk
chiton, 10. himation, 11. peplos over chiton.
I oldtidens Grækenland
med udgangspunkt i Dippylonstilens geometriske bondekunst, præget af
importerede håndværkere fra Kreta og under indflydelse fra Ægypten og Mesopotamien
udviklet i et borgerligt miljø med udstrakte internationale
handelsforbindelser; før ÷700 doriske tempels grundform, omkring ÷650
stenskulpturer af mandsfigurer i overstørrelse med frontalholdning; den nøgne
mandsskikkelse med stadig større naturtroskab hovedmotiv for græsk kunst;
bronzeskulpturen med få undtagelser tabt og marmorarbejder kun bevaret fra
arkaisk og hellenistisk tid og kun kendt i romerske kopier.
Vægmaleri ligeledes kun fra kopier; vasemalerier. Arkaisk
periode ÷650 - ÷480, streng stil ÷480 - ÷430, højklassisk ÷430 - ÷320,
hellenisme ÷320-0.
Den græske kunst indirekte grundlæggende for hele den europæiske
kunstudvikling, i nogle perioder direkte forbillede: i renæssance og
klassicisme.
Siden III. årtusind f. Kr. har Grækenland haft forskellige højtstående kulturer
(se f.eks. Kretisk og Mykensk Kunst). Henimod 1200 f. Kr. gjorde den doriske indvandring ende på den mykenske kultur og tvang mange af indbyggerne til at udvandre til øerne og Lilleasiens kyster. Dorene slog sig ned i Sydgrækenland, på Peloponnes og på Kreta og medbragte mange nye traditioner, bl.a. kendskabet til brugen af jern. Fra XII. til VIII. årh. gennemlevede Grækenland en stilstandsperiode svarende til vores middelalder. Men søfarten, handelsforbindelser med folk i Lilleasien og Den nære Orient, tilegnelsen af det fønikiske alfabet og udbredelsen af den doriske dialekt samlede af mange stammer et folk, forenet under fællesnavnet hellenerne.
Den hellenistiske kultur kan inddeles i 3 faser:
VIII. - VI årh. = den arkaiske periode: Begyndelsen til den typisk græske kunst, hvis linier lidt efter lidt frigør sig fra den primitive træghed.
V. - IV. årh. = den klassiske periode: Opnåelse af perfektion på alle områder og en gradvis udbredelse af den græske kultur i det vestlige Middelhavsområde.
Fra IV. årh. = den hellenistiske periode: Nedgangsperiode, forringelse af den græske ånd, for en stor del på grund af assimilation af asiatiske elementer (konsekvensen af Alexander den Stores erobringer), men trods alt en periode, hvori den græske kunst gav genklang ikke blot i Middelhavsområdet, men også mod øst, så langt som til Gangesfloden (se Buddistisk Kunst).
Arkitektur: Det er umuligt på dette sted at dække alle den græske arkitekturs aspekter, så her skal kun omtales templerne, som er de kendteste mindesmærker fra denne kultur. Man skelner mellem tre former, bestemt efter søjlerne og kapitælerne: doriske, ioniske og korintiske. De doriske antetempler er udviklet af den mykenske megaron: en cella med et forkammer (f.eks. Atheniensernes skatkammer I Delfi). Ved siden af den doriske søjle, som ikke har nogen basis og en rund kapitæl, opstod henimod VI. årh. den joniske søjle, som står på en udhugget sokkel (basis) og ender i en kapitæl udsmykket med volutter. Den korintiske stil (V. årh.) afviger kun herfra ved sin kapitæl, dekoreret med akantusblade. I disse to stilarter kan søjlerne undertiden være erstattet af elegante kvindestatuer (karyatider), hvilket Erechteion i Athen og Danserindernes Søjle i Delfi er strålende eksempler på. Hvis man ser bort fra enkelte sjældne runde templer (tholol), forblev den originale græske tempelplan, baseret på megaron, uændret igennem århundreder. Udviklingen i arkitekturen manifesterede sig kun i bygningens dimension og især ved perspektivitetsloven, som mest perfekt kommer til udtryk i Parthenon (Athen), opført 447-432 af Callikrates og Ictinos. Det bør også bemærkes, at de græske templer alle har været malet i livlige farver (blå, rød, gul), hvilket har fremhævet de arkitektoniske detaljer. Talrige mere eller mindre velbevarede bygninger findes endnu, ikke blot i Grækenland (Athen, Delfi, Olympia, Epidaurus, Ægina, Delos, etc.), men også i Lilleasien (Assos, Efesus), i Syd Italien (pæstum) og på Sicilien (Agrigente, Selinonte, Segeste, Syrakus).
Skulptur: De første hellenske forsøg på at fremstille den menneskelige skikkelse viste sig i den arkaiske periode (VII. årh. f. Kr.). Den græske skulpturs udvikling foregik meget hurtigt, og på mindre end et århundrede erstattedes de første primitive skulpturer af kouros (unge mænd) eller køres (unge piger), statuer udført i marmor eller bronze. Ved deres ranke og stolte rejsning og deres massive former, underkastet frontalitetsloven, viser de ægyptisk indflydelse, men deres frisurer, ansigtsudtryk og karakteristiske smil er allerede. typisk græske.
Fra begyndelsen af V. årh. frigøres de for deres primitive stivhed og bliver mere realistiske. Studiet af kroppens proportioner, bevægelser, udtryk etc. fører til den klassiske perfektion, som i løbet af V. og IV. årh. opnåedes af mestrene inden for græsk skulptur: Myron ("Diskoskasteren", "Marsyas", "Athene"), Polyklet ("Spydbæreren"), Fidias og hans skole ("Zeus Olympos", "Panathenæernes Frise", etc.), Chesitas (busten af Perikles) og Praxiteles. Scopas og hans skole og Lysippos varslede den hellenistiske periode.
Fra III. årh. f. Kr. til I. årh. e. Kr. opgav de græske kunstnere den klassiske enkelhed og fandt inspiration i voldsomhed, kampe og drama. Deres arbejder viser en ny tendens: smag for det gigantiske, pralende og sensuelle, hvorimod portrætbilledhuggerne forblev meget realistiske. Den græske skulpturs. hovedværker kender vi dels fra samtidige forfatteres beskrivelser (Pausanias) eller fra romerske kopier eller fra originaler.
Malerkunst: Ingen græske malerier er bevaret til vore dage; kun mosaikker, kopier af originale arbejder og keramikdekorationerne tillader os at bedømme så dygtige kunstneres talent som Polygnot, Zeuxis, Apelles og Parrhasios. Fra. den hellenistiske periode kendes nogle ægyptiske gravportrætter, lavet af græske kunstnere (fundet i Fayoum).
Keramik: Det er de forskellige former for dekoration, som tillader os at datere og klassificere den græske keramik: overfladen kan være inddelt af linier, cirkler, mæanderborter eller i parallelle zoner dekoreret med et gentaget motiv af planter, dyr eller mennesker, skematiseret til det yderste. Dipylon-gravpladsen i Athen har givet meget smukke eksempler på denne geometriske stil, som stammer fra IX. og VII. årh. I VIII. og VI. årh. ses den orientalske indflydelse i en mere realistisk fremstilling. De vigtigste atelierer, som lå i Attika, Lonien og i Korinth, konkurrerede indbyrdes, men holdt sig i det store og hele til sortfigurstilen. De atheniensiske nåede en uomtvistelig suverænitet og begyndte at signere deres arbejder: Amasis ("Dionysos og Mænaderne"), Klitlas, Ergotinos, Exekias ("Akilleus og Ajax spiller Terninger"), etc. Nikosthenes og Andokides begyndte lidt efter lidt at gå over til rødfigur-stilen (beg. af V. årh.); Hieron, Brygos og især Douris viede sig til menneskefremstillinger. I slutningen af V. årh. og i løbet af IV. årh. viser helhedskompositionen og flgurernes udtryksfuldhed påvirkning af Polygnotos. I samme periode skabtes de smukke lekythol, som regnes blandt det fineste af græsk pottemagerkunst. Den hellenistiske periode så genoplivelsen af en vis smag for geometrisk dekoration ved siden af naturmotiver (blomster og dyr) behandlet med en usædvanlig realisme.
Guldsmedearbejde, Glyptik og Numismatik: Grækerne var også støbere og guldsmede af stort talent, og guldsmedekunsten var ofte sammenkædet med billedhuggerkunsten. Kæmpestatuerne af Polyklet og Fidias har f.eks. krævet store mængder af guld. De er forsvundet, men talrige smykker, mønter og andre ting viser den dygtighed, der blev opnået på dette område. Ornamentikken (blomster, frugter, blade, menneskefremstillinger) er' af en forfinet smag og fremragende udførelse. Ædle stene, bearbejdet i intaille-teknikken (indskæring), senere i kame (relief), blev anvendt til smykker og seglsten.
Denne kunst udvikledes parallelt med numismatikken; det var ofte de samme kunstnere, som graverede gemmerne og mønterne. Motiverne var først inspireret af mytologien, men viste senere scener fra familielivet og gengivelser af arkitekturens og skulpturens berømte værker. På denne måde er de en værdifuld informationskilde om arbejder, der i dag er forsvundet.