i antikken omfatter alle mønter præget af grækerne eller
folk under græsk indflydelse. Mønter præget af romerne i det tidligere græske
rige er omtalt under Greek Imperial Coins (romerske kolonimønter). Fra den tid,
det græske rige eksisterede, er der registreret ca. 2000 forskellige
prægesteder i Grækenland samt i de græske kolonier eller dominerede områder i
Sicilien, Syditalien, Sydrusland, Lilleasien, Ægypten, Nordafrika, Spanien og
Gallien.
Inddelingen af de græske mønter falder i tre perioder,
hvoraf de to sidste ofte slås sammen i kataloger. Første periode er den
arkaiske ca. 700-480 f.Kr., der slutter med den 2. persiske invasion af
Grækenland. Den klassiske periode 479-223 f.Kr. slutter med Alexander d. Stores
død, og den Hellenistiske periode varer 223-31 f.Kr., dvs. året for slaget ved
Actium.
De tidligste mønter anses at være de lydiske elektronmønter
ca. 640/30 f.Kr. De er ikke blevet til på grund af handelsmæssige krav, men som
betaling af lejesoldater, der skulle holde perserne fra Lilleasiens vestkyst.
Hurtigt herefter har de dog fundet udbredelse i handelen; og i byerne i Ionien,
f.eks. i Efesos og Milet, var man ikke sene til at introducere lignende stykker
i electron. Disse tidlige electron mønter findes i tre hovedtyper:
1): forside uden motiv (typeløs) og bagside incusum
(quadratum incusum);
2): rillet forside og bagside incusum samt
3): forside med motiv og bagside incusum. Under kong Kroisos
(560-546 f.Kr.) indførtes i
Lydien mønter af guld og sølv, der bedre var egnet til
udenrigshandel, idet de tidligere electronmønter havde et varierende
guldindhold. Under persisk styre indførtes under Darius I (510-486 f.Kr.) guld
dareik og sølv siglos. Ved det græske fastland var øen Ægina først med en
sølvmønt en såkaldt stater, som skal være fra 550 f.Kr. eller noget før. Athen
følger efter med våbenmønter fra 545-515 f.Kr., og de første af de berømte
uglemønter fremkommer 510-505 f.Kr.
Også Korinth indfører sølvmønter, hvilket sker i 545-525
fKr. Ideen med mønterne som et middel til at lette handelen, spredes herefter
hurtigt til de græske bystater både i Grækenland og i kolonierne, og
stempelskærerkunsten når sit højeste omkring 450-350 f.Kr. med verdenskunst i
miniformat.
De vigtigste sølvmønter var drachme, didrachme, tetradrachme
og dekadrachme. Dertil kommer de mindre værdier som hemidrachme samt obol (1/6
dr.). Mange af de møntudstedende områder havde et bestemt motiv som kendetegn
for netop deres mønter. Dette motiv blev ofte bibeholdt over lange perioder som
f.eks. Athens ugle, Aiginas skildpadde, Korinths pegasus, Boiotiens skjold,
Kyrenaika med afbildning af silfium planten, Karthago (Zeugitana), hvor hesten
er dominerende, og så fremdeles.
De enkelte græske områders møntsystemer var baseret på
talenten, som var af meget varierende vægt i de forskellige områder. Den
æginetiske talent vejede 37,44 kg, hvilket giver drachmen en vægt på ca. 6,24
g, hvorimod den attiske talent var 26,196 kg, hvilket giver en drachme vægt på
4,366 g.
I hellenistisk tid indskrænkedes antallet af
udmøntningssteder, hvilket hang sammen med de store kongeriger, der opstod i
denne periode. Flere af de græske hovedmønttyper var velansete også udenfor det
storgræske område og de blev forbilleder for keltiske mønter, der ofte
kopierede de græske typer i mere eller mindre barbariseret form. Helt til
Alexander d. Stores tid afbildede man ikke de faktiske monarker, men nøjedes
med portrætter af guder. Dette ændredes senere, og under de makedoniske konger,
seleukiderne og ptolemæerne findes der overmåde vellignende portrætter af
monarkerne.
I 200-tallet f.Kr. begyndte det romerske rige at røre på sig
og bemægtige sig større og større dele af det græske rige.
I 148 f.Kr. blev Makedonien romersk provins, og i 146 f.Kr.
udslettedes Korinth. I 123 f.Kr. faldt Pergamon, der omdannedes til den
romerske provins Asia, og endelig sluttede den hellenistiske epoke med slaget
ved Actium i år 31 f.Kr. Det Eckhelscke system har betydet meget ved
systematiseringen og bestemmelsen af græske mønter i mange museer, og de fleste
af de betydende samlinger er katalogiseret i de såkaldte Sylloge Nummorum
Graecorum. Forfalskninger er heller ikke noget, der har forbigået denne
møntgruppe, idet der findes en mængde både nye og ældre særdeles vellignende
forfalskninger (Becker, Christodoulos).
Lit: Hans Erik Mathiesen: Grækernes mønter, Århus 1988 233
sider; Jenkins & Küthmann: Münzen der Griechen, München 1972; Franke &
Hirmer: Die Griechische Münze, München 1964 (Ny tryk 1972); M. Alföldi: Antike
Numismatik, Mainz 1978; R. Göbl: Antike Numismatik, München 1978; David R. Sear:
Greek Coins and their Values Vol I-II, London 1979;John M. Jones: A Dictionary
of Ancient Greek Coins, London 1986; Jan Zahle: Græske mønter, Den kgl. Mønt-og
Medaillesamling (Kbh. 1992); Rudi Thomsen: Oldtidens penge (Århus 1994).
..