gra'fik (af græsk
grafein, skrive) sort-kunst: tegning, træsnit, kobberstik, litografi etc. Gengivelse af billeder i flere eksemplarer ved aftryk fra en plade, som er bearbejdet af gravøren. Man skelner mellem forskellige former for gravering: 1) i træ, 2) i metal, 3) i sten.
1) Træsnit eller xylografi kan laves på to måder.
A. Tegningen ridses op på pladen og skæres ud i relief med et huljern eller en mejsel i træårernes retning. Denne teknik tillader kun ret grove og simple tegninger p.gr. af materialets beskaffenhed. Den blev anvendt i Europa i det XV. og XVI. årh. (Cranach d.æ. og Dürer), og i mere forfinet form i Japan i XVIII og XIX. årh. (Arbejder af Outamaro, Hokusai, Hiroshigue etc. har i høj grad påvirket moderne østerlandsk kunst).
B, Pladen udskæres modsat træårernes retning. De første grafikere anvendte pæretræ, senere (ca. 1780) brugtes buksbom. Denne hårde træsort tillod en meget finere og rigere nuanceret tegning. Teknikken nåede sit højdepunkt i det XIX årh. med Gustave Dore's arbejder.
2) Metalgravering eller radering: Tegningen indridses med en gravernål eller gravstik på en metal plade (f.eks. kobber), som er slebet plan og smurt over med en fernisagtig substans. Derefter dyppes pladen i et ætsende bad, der påvirker de blottede metallinjer, så tegningen fremstår som en fordybning i metallet. Pladen renses og smøres over med tryksværte, og billedet kan nu - efter at farven atter er gnedet bort fra de ophøjede partier trykkes af mod et stykke papir. Dette er i grove træk princippet ved kobberstik; men der findes mange andre metoder, dels enklere, dels mere indviklede, som giver mulighed for finere valører og farvetoner. I Tyskland var Dürer den første, som fremstillede raderinger: derfra bredte metoden sig bl. a. til Holland, hvor Rembrandt også dyrkede den med stor kunst. I Danmark har især Lorenz Frølich og Carl Bloch gjort sig kendte som raderere, senere fulgte Hans Nik. Hansen Willumsen, Brd. Skovgaard o.fl. efter.
3) Litografi, som blev opfundet af tyskeren A. Senefelder i 1793. Hertil anvendes en kalksten, hvorpå billedet bliver tegnet med en fed blyant for at gøre overfladen velegnet til sværtning. Ved trykningen fugter man stenens overflade og lader derefter farvevalsen gå hen over den. Det fedtholdige farvestof vil derefter afsætte sig på tegningen, og stenpladen er klar til aftryk. Denne teknik er blevet anvendt af talrige kunstnere, af hvilke de mest berømte er Daumier og Toulouse-Lautrec.
Betegnelsen kommer af det græske ord grafein, som betyder skrive, og omfatter foruden tegning træsnit, kobberstik, radering, stålstik, litografi etc.