Guldgylden, Lüneburg ca. 1500 (ABR)
Guldgylden er en fællesbetegnelse for en lang række mønter
præget med florinen fra 1252 som
forbillede. I Norden fik den rhinske gylden særlig betydning. I 1300-tallets
begyndelse kom den til Sydtyskland og blev her kendt som gylden, dvs. guld
(pfennig). Den blev efterpræget, først med liljen som motiv, senere også med
portrætter og våbenskjold.
De bøhmiske og ungarske guiden fik navnet dukat, og denne mønt bibeholdt sin
vægt (3,49 g) og finhed (0.986) gennem tiderne. De tyske gylden blev snart
dårligere, hvilket 1386 fik de rhinske kurfyrster til at indgå en møntunion.
Resultatet blev, at disse rhinske gylden fik en dominerende rolle som
hovedhandelsmønt i det rige vestlige Tyskland. 1386 indeholdt gyldenmønten
3,396 g guld, men faldt til 2,48 g omkring 1550.
I 1400-tallet Guldgylden udmøntedes i Nederlandene, specielt
i Geldern og Utrecht, meget slette gylden, hvoraf nogle kun var 112 rhinsk
gylden værd.(arnolds-, davids-, hornsche-, postulats-, og reinoldsgylden). I
1400-tallets slutning og 1500-tallets start fremkom en sølvmønt, der var
ækvivalent med den rhinske gylden, og fra dette tidspunkt gik man over til at
skelne mellem sølvgylden og guldgylden.
I Danmark er præget rhinsk gylden første gang sidst i
1400-tallet under Kong Hans (1481-1513) og sidste gang 1632 under Chr.4
(1588-1648).