Gulv - Hårde gulve

Hårde gulvbelægninger kan enten være en del af gulvkonstruktionen eller udlagt som en belægning, ligesom linoleum eller vinyl. Belægningsmetoden er den almindeligste, idet det herved opnås at der ikke stilles krav til overfladen under husets opførelse samt lige så vigtigt, at den hårde belægning og konstruktionen kan arbejde uafhængigt af hinanden. Ved at konstruere gulvet med et glidelag, forhindres mange revnedannelser hvis der er mulighed for at belægningen kan bevæge sig. Det gælder ogsåfor gulve bestående af fliser, idet moderne fugemørteler er så stærke, at selv mange små fliser vil virke som en samlet flade.

Belægningsarter
De mest almindelige hårde belægninger er terrazzo, natursten, klinker eller mursten, de sidste ofte lagt i knasfuge dvs. tæt sammen, uden fugemateriale mellem stenene. Terrazzoen benyttes oftest i badeværelser, hvor der ønskes en sammenhængende flade for at forhindre vandgennemtrængning .
Natur- og murstensgulve kan udlægges i mange mønstre eller forbandter, men de kræver et helt stabilt undergulv, idet belægningen ellers vil revne i såvel fuger som selve stenene. Da stenene er tunge, stilles der samtidig krav om en stor bæreevne til undergulvet, et krav der næsten kun opfyldes af betonkonstruktioner og gulve mod jord.
Udlægning af stengulve efter at huset er taget i brug vil kræve at bæreevnen af etageadskillelsen kontrolleres, samtidig med at der kræves en byggetilladelse.

Belægninger
Tegl, klinker og sintrede fliser er alle fremstillet af brændt ler. Teglen er den blødeste og mest skridsikre, men også den mest modtagelige over for snavs. Klinker og sintrede fliser fås i et væld af farver, spættede og flammede, afhængigt af brændingen og den anvendte ler. De fremstilles i forskellige formater og tykkelser og med strukturerede overflader der øger skridsikkerheden.
Natursten, f.eks. kalksandsten, skifer eller marmor, kan optræde groft tilhugne eller nøjagtigt tilpassede, slebne og polerede, hver med sit særlige udseende, der ændres drastisk ved den endelige behandling. Stenplader skal altid behandles nænsomt. Natursten er ikke så homogene, de knækker nemt, specielt sten med tyndt gennemgående og sammenhængende mønster. Dette er dog uden betydning når gulvet først er lagt.
Naturmaterialer og brændt ler vil altid stå med smukke levende overflader og farvechangeringer, og med en dybde intet kunstprodukt kan gøre efter.
Fliser, kakler og mosaiksten er overvejende fremstillet af feldspatfajance, oftest glaserede med vidt forskellige egenskaber, der gør dem egnede til væg-, gulv- og bordmateriale.
Fælles for disse belægningsmaterialer er at de er hårde og kolde at gå på. De reflekterer lyd, og kan herved medvirke til en rumakustik med lang efterklangstid, hvis ikke rummets øvrige materialer er bløde og lydabsorberende.
Hårde belægninger kan udlægges i et hvilket som helst forbandt. Større natursten lægges ofte i forbandt med faldende længder, hvilket vil sige at stenbredden er ens over hele gulvet, medens længden varierer. Udlægning på denne måde kræver en vis øvelse, idet tilfældighederne skal styres, så gulvet kommer til at virke naturligt og harmonisk.