Gulv - Trægulve

Den mest almindelige etageadskillelse i den ældre boligmasse er træbjælkelaget. Mod krybekældre optræder det normalt uden puds på undersiden. Indskuddet kan bestå af mange forskellige materialer, lige fra sand og ler til mineraluld. Man skal derfor være forsigtig med at gennembryde en etageadskillelse nedefra, hvis indskuddet
ikke kendes. Hvis indskuddet mindskes forstærkes støj af trin m.v. fra etagen ovenover.
Hvis huset er af nyere dato og byggeriet af beton, vil træbjælkelaget oftest være erstattet af et jernbetondæk. Oven på dette er en belægning, som regel løftet op på
strøer for at skabe ventilation under gulvet og for at få noget at sømme i. Jernbetondækket kan også danne underlag for natursten og terrazzobelægninger.
I etplanshuse uden kælder benyttes en konstruktion hvor jorden danner det bærende lag, såkaldte "gulve mod jord". Disse gulve er ofte udført næsten uden isolering og vanskelige at efterisolere.
Udover de her nævnte findes en del andre konstruktioner. F.eks "sømmede gulve", hvor gulvkonstruktionen ovenpå ikke har kontakt med loftet nedenunder. Denne konstruktion er specielt lavet for at undgå trinstøj, og benyttes som regel kun i institutionsbyggeri.
Ethvert indgreb i eller ændring af gulvets bærende konstruktion kræver både byggetilladelse og faglig assistance.
Trægulve består af gulvbrædder som kan lægges knas (tæt sammen), men oftest er de forsynet med en sammenkobling, der skal få gulvet til at arbejde som en helhed og holde brædderne i et ensartet plan. Samlingen mellem brædderne er i næsten alle tilfælde fjer og not, men af og til støder man på brædder med not på begge sider som samles med en løs sløjfe, normalt af træ. Metoden udnytter træet maksimalt. Noten og fjeren kan udformes påforskellige måder for at hindre bevægelser. Men princippet er dog som regel det samme.
Hvis der til gulve anvendes træ, er det muligt at svække bræddernes egenspænding ved at fræse en eller flere riller ud i undersiden. Det gøres i dag almindeligvis samtidig med høvling og pløjning.
Ved gulvbrædder af ædlere træsorter er det almindeligt at anvende en "sandwich-konstruktion", hvor det øverste lag er den ønskede træsort og de øvrige af en billigere sort, der samtidig er lagt på en sådan måde, at træet bliver "dødt", at det ikke er nær så påvirkeligt over for fugt- og temperatursvingninger. Samme billige metode benyttes af og til med almindelig fyr som overflade og en spånplade-lignende konstruktion nedenunder. Disse gulve har naturligvis kun en begrænset mulighed for afhøvling, da det øverste lag ikke er mere end 5-10 mm tykt.
Normalt lægges gulve med brædder af samme bredde, men gulve med faldende bredder kendes specielt fra ældre huse, hvor udnyttelsen af træet var det vigtigste krav.

Fastgørelse
Brædderne fastgøres til gulvbjælker eller strøer med søm eller specialbeslag. Hvis der er tale om en belægning med mindre enheder, f.eks. parketstave, lægges disse på et blindgulv, normalt af træ. Forskellige former for lim kan anvendes.
I et almindeligt bræddegulv er det mest normalt at udføre en synlig sømning, som giver mulighed for kontrol og eftersømning når gulvet har sat sig. Det er meget vigtigt at denne sømning sker helt på linie, da sømhullerne vil være synlige.
I den fordækte sømning sømmes gennem bræddernes fjer. Så her er det kun en lille del af brættet der skal holde træets egenspændinger. Denne sømning har naturligvis ikke samme styrke som den synlige.
Hvis sømningen skal foregå direkte ned i et træbjælkelag af fuldtømmer, dvs. træ, der er skåret fra midten af stammen, bør der sømmes i den yderste halvdel af bjælken, da fuldtømmer ofte danner svindrevner på midten.