Hårmode og skægmode. Hår og skæg spiller en vigtig rolle som
tegn på status, køn og alder. Om man bærer håret kort eller langt, og om
skægget barberes, kan være tegn på, hvorvidt man anerkender sin kulturs normer.
Nye frisurer er derfor også gennem tiden blevet symboler på oprør over for det
etablerede samfund. Et eksempel er punkkulturen i 1980'erne, hvor hanekamme og
strithår farvet i krasse farver var meget synlige i storbyens gadebillede.
Historie i Vesten
Ud over bemaling af den nøgne krop har trimning af hår og
skæg været en af de tidligste måder, hvorpå mennesket kunne smykke sig og
dermed kommunikere uden ord. Hulemalerier viser stenalderjægere med opsat og
måske flettet hår, og små statuetter af kvinder fra samme periode viser
ligeledes opsatte frisurer af snoet eller flettet hår.
Assyriske krigere bar store krøllede og pudrede skæg, og
håret, der var kort fortil og langt i nakken, blev holdt på plads med
pandebånd. Oldtidens egyptere lod i stedet alt hoved- og kropshår rage af og
bar kunstfærdige parykker. Olier og duftende pomader gav parykhåret glans og
holdt samtidig utøjet borte. Kamme, hårnåle, pincetter og rageknive kendes i
Danmark fra de samtidige bronzealdergrave. I de bevarede egekister, fx fra
Egtved, Skrydstrup og Dragshøj, ses såvel glatbarberede og kortklippede mænd
som kvinder med kort eller langt og kunstfærdigt opsat hår.
I Grækenland bar begge køn ca. 700-500 f.Kr. langt hår, der
ofte var samlet med et bånd. Fra midten af 500-tallet f.Kr. ses eksempler på
mænd med kort hår, især atleter og sørgende; det blev almindeligt i 400-t.
f.Kr., også til sørgende kvinder og slavinder. I øvrigt bar kvinder opsat hår.
Skæg blev fra ca. 500 f.Kr. hovedsagelig båret af ældre mænd, og efter
Alexander den Store var alle aldersgrupper normalt skægløse. I Rom var det et
tegn på sorg at lade skægget vokse, men først under kejser Hadrian i første
halvdel af 100-tallet e.Kr. blev skæg igen almindeligt. Romerske mænd
fremstilles altid korthårede, og i romersk kejsertid fulgte hår og skæg
kejsernes, mens kvindemoden fulgte dels de kejserlige kvinders frisurer, dels
de græske. Parykker, særlig blonde, vandt frem hos de velhavende, og af- og
indfarvning af håret blev udbredt.
I samme periode viser fund i danske moser og grave, at man
også her kendte til forskellige former for opsatte og flettede kvindefrisurer
(se moselig). Vikingerne bar fuldskæg og forholdsvis kort hår, mens kvinderne
havde deres lange hår bundet i knude og hængende ned derfra. I middelalderen
satte de håret op med bånd, net og forskellige hovedtøjer i form af lin, huer
og tørklæder. Mændene var barberede, men bar måske et overskæg. Håret var
forholdsvis kort, og i 1000-tallet barberede man endda håret op i nakken. Igen
i 1400-tallet barberede man såvel nakke som pande og fik dermed en lille
"kasserolle"-frisure.
Mens jomfruer havde langt, løst hår, var gifte kvinders hår
med kristendommen efterhånden tabu og måtte ikke vises for fremmede.
Middelalderens kombinationer af huer og tørklæder blev derfor med små ændringer
bevaret blandt almuen som anstændige gifte kvinders påklædning langt op i
1800-tallet. De højere stænder derimod udviklede og fulgte moden såvel i
påklædning som i hår og skæg. I en periode blev fuldskæg almindeligt, men
forsvandt i senmiddelalder for at vende tilbage i 1500-tallet, da det halvlange
hår til gengæld blev erstattet af kort.
I 1600-tallet havde mændene atter langt hår, ofte med en
pisk eller hængekrølle ned over den ene skulder. Fuldskægget blev barberet ind
til et fipskæg eller til en lille svungen moustache. Gifte kvinder kunne igen
vise hår i opsatte frisurer med løse sidekrøller og en knude øverst på issen. I
århundredets slutning forsvandt skæggene, og de lange mandsfrisurer blev
erstattet af store allongeparykker; parykker af forskellig form og størrelse
blev karakteristisk for begge køn i hele 1700-tallet. Kvindernes hår blev
omkring år 1700 toppet op på hovedet sammen med hovedtøjet fontange. I løbet af
1700-tallet blev kvindefrisurerne stadig mere kunstfærdige og var suppleret med
løst hår og parykker. Både mænd og kvinder pudrede såvel det naturlige hår som
parykkerne.
Den Franske Revolution var også i hår- og skægmoder en
tilbagevenden til det naturlige; håret skulle falde frit omkring ansigtet på
både mænd og kvinder. I løbet af 1800-tallet blev kvindefrisurerne igen stablet
op på hovedet med nåle og bånd, og efterhånden skulle håret krølles med jern
eller suppleres med løse lokker og krøller. Mændene fik bakkenbarter, der
groede til smalle skipperskæg for i midten af århundredet at blive til store
brede fuldskæg. Håret var kort bortset fra ca. 1840, da mænd bar halvlangt hår
i feminine krøller. I resten af 1800-tallet var alle mulige former for skæg,
bakkenbarter og moustacher i brug, men håret forblev kort indtil 1960'ernes
lange Beatles-hår igen vendte moden.
Det mandlige pagehår blev gradvis længere igennem 1970'erne
med variationer som det stort krusede, opbørstede afrohår eller de snoede
dreadlocks, men fra midten af 1980'erne har mænd kunnet bære såvel helt kort
som langt hår, sidstnævnte oftest arrangeret i en hestehale. Fuldskægget vandt
frem i 1950'ernes jazzkredse og blev i 1960'erne og 1970'erne stort og
vildtvoksende. I 1980'erne blev skægget ligesom håret trimmet kort; den
specielle yuppiemode krævede endda så kort skæg, at det nærmest havde karakter
af skægstubbe.
Den største omvæltning i kvinders hårmode kom efter 1.
Verdenskrig, da det kortklippede garçonne-hår erstattede årtusinders lange
kvindehår. Frisuren var kort, glat og praktisk, men snart skulle håret igen
"bobbes", nu med den revolutionerende permanent i stedet for
brændende krøllejern. Trods langhårsperioder i 1930-40'erne og 1960-70'erne er
det praktiske korte hår ikke siden forsvundet fra kvindernes hårmode. Ligesom i
tøjmoden er der i dag mange muligheder, men den gode klipning er det centrale.
Maskulint - feminint
Mænds skægvækst er fysisk forbundet med kønsmodningen og er
af den grund udtryk for virilitet og maskulinitet. Krigere har derfor ofte
båret skæg, og fx i Bibelen findes eksempler på, at fanger blev barberet som en
hån og straf for deres manglende styrke. Regelmæssig barbering blev med
grækerne og især romerne udtryk for en civilisering af den enkelte mand og
dermed en afstandtagen til utrimmede barbarer.
Trods de skiftende skægmoder har det store fuldskæg næsten
konstant været udtryk for værdighed. Aldrende vismænd har båret skæg selv i
skægløse tider, og i den kristne kultur afbilder man traditionelt Jesus og
Vorherre med fuldskæg og langt hår. Jesus var en af "heltene" i
ungdomsoprøret i 1968, hvor langt hår var tegn på frigørelse og frihed.
Kvinders hår er længe blevet betragtet som et af deres
største erotiske fortrin. Der har af samme grund været opstillet moralsk
betingede regler for, hvor og hvornår håret måtte vises i de forskellige
kulturer. Når den unge pige blev kønsmoden eller indgik ægteskab, er håret
blevet tildækket eller opsat i bestemte frisurer. Kvinders utroskab eller
førægteskabeligt seksualliv er ofte blevet straffet med afskæring af håret.
Denne form for straf er regelmæssigt blevet genoptaget i selvtægt over for fx
kvinder, der under krige har haft samliv med fjenden; dette skete bl.a. i
Danmark med "feltmadrasserne" efter besættelsen.
Håret som seksualsymbol lever i bedste velgående og var
medvirkende årsag til, at frigjorte kvinder i 1970'erne gemte håret bag tørklæder;
se også slør.
Religion
Tilhørsforhold til forskellige religiøse retninger har også
været, og er stadig, en vigtig baggrund for forskellige frisurer.