at begrave i en høj; en gravhøj er en høj bunke af jord
eller sten, der indeholder en eller flere grave.
Først i den yngre stenalder blev gravhøje almindelige over
store dele af Europa i form af langhøje eller rundhøje. De største kom fra
Irland og Bretagne som stammer fra 3000- og 2000-tallet f.Kr.; de var mere end
10 m høje og har et bredde på over 100 m.
Fra enkeltgravskulturen til midt i bronzealderen, opførtes
mere end 100.000 gravhøje, hvoraf nogle har bevaret kister af egetræ. I
førromersk jernalder dækkede små tuer over urner med brændte ben, og også i
romersk jernalder var gravhøje ganske små, bortset fra fyrstegravene ved
Himlingøje på Stevns. Danmarks største gravhøje er de to Jellinghøje, hvoraf
den ene er rejst over kong Gorm i 900-tallet.
Når gravhøjen først var anlagt, kunne der godt komme nye lig
og nye begravelser i den. De nye kister blev gravet ned i siderne og man
udvidede gravhøjen ved at lægge et ekstra lag græs over den. Gravhøjen kunne så
blive en gravplads for flere slægtled af den familie.