eller haltende dobbeltmøntfod er et blandingssystem oprettet
som et værn mod, at et metal (f.eks. sølv) faldt i værdi og truede med at drive
det andet metal (guldet) ud af omsætningen. En sådan situation opstod i Den Latinske
Møntunion, hvor man af navn bibeholdt den dobbelte møntfod, medens man ved at
standse den frie udprægning af sølvet (efter forholdet 1:15,5) reelt havde
forladt den.
Sølvets frie udprægning i unionen blev derved begrænset. Man
kunne ikke tolerere, at folk kom med sølv og forlangte at få præget f.eks. 500
francs, når sølvet, der medgik hertil, kunne erhverves for det halve. Herved
blev sølvmønterne til en slags skillemønter med mindre sølvindhold end deres
pålydende, og guldet blev enerådende som møntfodsmetal.
Lit: NR 1985 nr.z 5.143-148.
..