Holger Hede medaljen udført 1977 af Harald Salomon.
Formindsket gengivelse.
(1894-1984). Dansk numismatiker, jurist og forsikringsmand,
som af samlerne i dag hovedsagelig er kendt for sit værk om Danmarks og Norges
mønter 1541-1814-1963 - et referenceværk, som indtil nu er udkommet i tre
udgaver, sidst i 1978. Sin møntsamlerinteresse havde han ikke fra nogen
fremmed. Hans far, overretssagfører Chr. Hede delte hans interesse, og de blev
begge indmeldt i Møntsamlerforeningen i 1914. H. Hede ledede en række store
møntauktioner lige fra L.E. Bruuns dubletauktion 1925 til Ragoczys auktioner
1959 og 1961.
Som forsker på det numismatiske felt var han meget aktiv i
årene 1955-1962, hvor han skrev en lang række artikler om danske mønter, alt
sammen resultatet af de forstudier, der skulle blive til hans store
referenceværk. I 1945 var Hede den ledende kraft ved stiftelsen af »Selskabet
Den kgl. Mønt og Medaillesamlings Venner«.
Det har gennem en årrække skænket Møntsamlingen mange
værdifulde mønter, som man ellers ikke ville have været i stand til at
erhverve. Hede blev valgt til æresmedlem af Dansk Numismatisk Forening 1964,
modtog den Hielmstierne - Rosencronske historiker-medalje 1975, og modtog 1978
den nyindstiftede Holger Hede Medalje udgivet af Dansk Numismatisk Forening.
Medaljen var skabt af Harald Salomon og bagsiden bar forneden Holger Hedes
valgsprog: ESSE NON VIDERI (Være, ej synes).
..