(af tysk helm, skaft og barte, skæg, økse) I 1315 fandt der ved Morgarten i Schweiz et slag sted, det stod mellem en pansret adelshær til hest og en langt mindre, upansret bondehær til fods. Alligevel sejrede bønderne overlegent, hvilket skyldtes deres særegne stagevåben, hellebarden, der med lethed gik gennem riddernes panser. Det kan ikke undre, at hellebard herefter i løbet af ganske kort tid indførtes i samtlige europæiske hære.
Hellebard nedstammer fra skægøksen, har økseblad og foroven en stødklinge. På Morgarten hellebard var der ingen torn eller hage bagud, den kommer siden frem på de forbedrede typer.
Et stykke ind i 1500-tallet sker der en væsentlig ændring med våbnet. Øksebladet buer ind i midten og bliver efterhånden halvmåneformet, samtidig forlænges stødklingen ganske væsentligt.
Op i 1600-tallet degenererer våbnet og ender i 1700-tallet som rent og skært paradevåben, og som sådant bruges hellebarder hist og her endnu.
