heral'dik (af herold)
(latin ars heraldica: heroldkunst), læren om våbenmærker, brugt fra omkring
1150 på skjolde og hjelme som identifikationstegn. Fra 1300-tallet anvendtes
våbenmærker foruden af fyrster og adel også af borgere, byer og laug, sammensat
og brugt efter nøje fastlagte regler, som også håndhæves i dag.
Læren om våbenmærker og en historisk hjælpevidenskab, som
for numismatikere og møntsamlere er vigtig, idet der på mange mønter findes et
våben eller et våbenskjold. Foruden våbenskjoldet, der var det almindeligste,
er på mønterne også gjort brug af behjælmede eller bevingede våbenskjolde,
ligesom der optræder skjoldholdere. Endelig er brugt våbenkåbe og våbentelt.
Andre våbner kunne være såkaldte talende våbner. Skjoldformen ændrer sig med de
skiftende tider, og for i beskrivelser af mønter at kunne gengive farverne i
våbenskjoldet angiver man de heraldiske farver - de såkaldte tinkturer.
Brudekiste tidlig renæssance med danske adelsvåben (LFS).
Videnskaben om adelige og borgerlige våbener. Navnet
hidrører fra herolderne, der blasonerede - udråbte - riddernes våbener ved
turneringer etc.
Heraldik går tilbage til middelalderen og sættes i system i den senere
middelalder. Det er en meget nyttig støttevidenskab i forbindelse med studiet
af antikviteter.
Et våben består i nyere tid af et skjold med hjelm,
hjelmklæde og hjelmfigur. Det forekommer dog også,. at skjoldet er omgivet af
en kartouche og mangler såvel hjelm med tegn som hjelmklæde. Adelige, som
tillige har en orden med tilhørende kæde, kan evt. vise denne sammen med
våbenet og lægge kæden rundt om skjoldet. I stedet for hjelmen kan der være
anbragt en rangkrone over skjoldet.
Da man ikke altid kan vise et våbens farver - f.eks. lader det sig ikke gøre,
når våbenet er graveret på et stykke sølvtøj, indførte man i Tyskland i
1640'rne de såkaldte heraldiske tinkturer, hvor streger og prikker erstatter farverne.
(se nederst).
Det har også ladet sig gøre at anvende hjelm og hjelmfigur
uden resten af våbenet. Man kalder dette en crest, og ikke mindst i England var
det almindeligt, at cresten f.eks. stod alene på fanen af en
porcelænstallerken, medens resten af våbenet - skjoldet evt. med en rangkrone
over, var anbragt på tallerkenens midte. Undertiden er kun cresten medtaget.
Våbenskjold fra det gamle rådhus i Kolding med Fr. II's
dronning Sofias våbenskjold (Koldinghus).
Våbenskjoldene har forskellige udsmykninger, mange enkle, de såkaldte
heraldiske figurer.
Når våbenet beskrives sker det altid således, at man forestiller sig ridderen
stående med skjoldet på armen og vendt mod fjenden. Det ses fra hans synspunkt.
Altså bliver den heraldiske højre side af skjoldet venstre for beskueren og
omvendt. Man bruger derfor andre betegnelser for at undgå misforståelser. Den
heraldiske højre side kaldes dekster, den heraldiske venstre sinister.
Gennem tiderne har man i de forskellige europæiske lande anvendt rangkroner
dvs. bøjlekroner for kejsere, konger, fyrster og hertuger for så vidt de er
suveræne. Ellers bruges der kroner med forskellige antal takker. Man kan af en
krones udseende ofte kan se, hvorfra den ting, der bærer den, stammer.
Mange våbener er alliancevåbener, de kan stå hver for sig,
eller være sammensat. Hvis et ægtepars våbener optræder hver for sig, men dog i
forbindelse, f.eks. på et par portrætter, hvor manden bærer sit våben og konen
sit, vil man se, at mandens gerne vender den forkerte vej - det skal ellers
vende fra højre mod venstre. Dette kaldes courtoise og er en høflighedssag. Man
kan ikke lade våbenet vende ryggent til sin hustru. Er våbnene samlede under
fælles krone - altid mandens - vil mandens skjold stå dekster i forhold til
konens. Har man valgt at kvadrere skjoldet, ses manden i første og fjerde felt
og hustruens i andet og tredje.
Kvinder er ikke krigere og fører derfor ikke krigerskjold.
Adelige damer kan føre et rhombeformigt eller et ovalt skjold med eller uden
rangkrone.
Der er forskellige måder at dele et skjold på. Man kan f.eks. sætte skjoldene
inden i hinanden. Inderst finder vi så navleskjoldet, uden om det
hjerteskjoldet, dernæst mellemskjoldet og endelig hovedskjoldet. Naturligvis
behøver der ikke at være så mange. Navleskjoldet kan falde væk, uden at der
sker ændringer i betegnelsen af de øvrige, men hvis hjerteskjoldet falder væk,
rykker mellemskjoldet op og bliver hjerteskjold.
Læren om våbenmærker.
Brugt som identifikationstegn fra 1100-tallet på skjolde og hjelme. Anvendt af
fyrster, gejstlige, adel og borger. Se også special-afsnittet: Heraldik