Himmelseng. engelsk 1755-70. Bøg malet med kineserier (V. & A.).
En seng med en himmel over. Blev allerede brugt i romansk tid. Himmelen kunne være af træ udbygget fra et panel, eller den blev båret af fire stolper. Nogle senge var kombinationer af de to typer, således at der var panel ved hovedgærdet og stolper ved fødderne, eller himmelsenge kunne få helt alkovepræg med panel ved både hoved- og bengærde, stundom også på den ene langside. Himlen kan være ganske prægtigt udskåret med kassetteværk på undersiden. Den tog af for neddryssende støv og andet fra loftet kommende, og undertiden var den opbygget blot med en ramme af træ hvorpå der var udspændt stof. Der var som regel omhæng til himmelsenge som på den måde blevet helt lille hus i huset, hvilket var gavnligt i en tid, hvor det var næsten umuligt at få opvarmet rummene tilstrækkeligt i de kolde årstider.
Der findes bevaret enkelte gotiske himmelsenge, og nogle af dem er parade-stykker med foldeværksfyldinger og smukt udskårne stolper. Udvalget bliver straks større når vi når renæssancen og bruskbarokken, hvor himmelseng udskæringsmæssigt når højdepunktet med hermer, atlanter, karyatider eller søjler og balustre som stolper, med fyldingerne udskåret med bibelske scenerier og - for bruskbarokkens vedkommende - garneret med overdådigt bruskværk.
Himmelseng med panelværk og bemalinger. Sønderjylland (Koldinghus).
Den klassiske baroks himmelseng afviger noget fra disse idealer, den kan beholde de fire hjørnestolper eller nøjes med to, og himmelens hjørner er måske markeret med lanterneagtige prydelser eller der er over dem anbragt vasefigurer, hvorfra farvede plumager vajer. Nogle af disse himmelsenge kræver en loftshøjde på mellem fem og seks meter. Det kunne være vanskeligt med så høje stolper, hvorfor man undertiden i stedet fastspændte himmelen under loftet. Dertil var plumagerne velegnede, fordi man bag dem kunne skjule ophængene. Træet dækkedes nu mere og mere bag stofbeklædning, f.eks. atlask eller velour, gerne med applikationer. De omhængende gardiner på sådanne himmelsenge er vidtløftige konstruktioner og har foroven lambrequins eller lignende kapper. På den pyrenæiske halvø er himmelsenge gerne af lettere og spinklere konstruktion end i det øvrige Europa, men ofte med en overdådig filigranfin udsmykning bestående af udskæringer eller intarsia - evt. begge dele sammen.
Omkring midten af 1700-tallet afkortes himmelen på mange himmelsenge, så den kun dækker de to tredjedele af sengen eller kryber sammen over dens midte, den bæres i så tilfælde af svungne bøjler eller af fire lige stolper, der foroven suppleres med svungne bøjler af metal. På en ramme mellem disse bøjler hviler himmelen. Hele konstruktionen omspændes med fyldige draperier. Man benævner en sådan seng lit à la Polonaise, og den har lige højt hoved- og bengærde.
Mange himmelsenge er paradesenge, de brugtes til langt op på dagen, og det var almindeligt, at standspersoner om formiddagen modtog folk, som gjorde visit, liggende i paradesengen.
Lit à la Polonaise, der tillige kunne bruges som kanape - sofa - var udstyret med to armlæn og en ryg, og over den - fastgjort til væggen - hang en beskeden himmel hvorfra draperier gled ned over lænene. Himmelsenge med mindre centralhimmel og himmelsenge med kort himmel var meget anvendt i nyklassicistisk tid, de suppleres dog af mere konservative typer med fire lige stolper og himmel på størrelse med sengen. - Først i anden halvdel af forrige århundrede forsvandt himmelsenge stort set. Fra Dansk Vestindien kendes en kraftig type himmelseng fra forrige århundrede, de er ofte af massiv mahogni, ses bl.a. i en tung Chr. VIII-stil.
Seng med høje hjørnestolper, stolpeseng, eller høje paneler ved hoved- og fodende, der bærer en overdækning, hvorfra sengeomhænget hænger ned. Kendt fra gotikken, fra hvilken periode er bevaret enkelte himmelsenge.
Moderne himmelseng.