Et jagtvåben, som er udviklet af det korte middelalderlige jagtsværd. H. anvendes dels til at give vildtet fangst, dels som forsvarsvåben imod større såret vildt f.eks. vildsvin - der går til angreb. I begyndelsen af 1600-tallet har h. en ret lang, lige klinge, men i løbet af århundredet kortes den noget af og bliver tillige undertiden svunget som en sabels, den kaldes da en pandur. Oprindelig har h., foruden parerstænger, en håndbøjle, som findes på tidlige h., men forsvinder stort set i løbet af 1700-tallet, i stedet kommer der et lille nedadrettet parerskjold i forbindelse med parerstængerne. Fæstet kan være af metal, træ, ben eller porcelæn, og knappen, der undertiden er fremadbøjet, er på luksusvåben rigt skulpteret. Undertiden er der i skeden - der i udformning naturligvis står mål med selve våbnet rum til et par små biknive eller kniv og gaffel.