Til skydevåben, opfundet omkring år 1500, antagelig i Nürnberg. Systemet består af et riflet stålhjul, som drives rundt af et urværk. Mellem de sammenskruelige kæber på hanen, er anbragt et stykke svovlkis. Når aftrækkeren påvirkes, smækker hanen ned mod det roterende hjul, hvorved der fremkommer en regn af gnister fra svovlkiset, de springer ned på fængpanden og antænder fængkrudtet.
Hjullåsgevær med indlægning af ben (Tøjhusmuseet).
H. var ret kostbare at fremstille, de var også sarte, fordi optræksmekanismen let brød sammen, ydermere var det langtfra hver gang, gnisterne antændte fængkrudtet, hvortil kom, at skytten ret ofte måtte holde inde for at trække værket op. Hvad driftssikkerheden således angik, var h. luntelåsen en god del underlegen, hvorfor sidstnævnte da også længe holdt stillingen inden for militærvåben. Derimod gør h. sig i høj grad gældende blandt jagtvåbnene, hvor den hist og her forekommer så sent som i begyndelsen af forrige århundrede. Optrækningen af låsen foregik enten med en løs nøgle, eller man havde i krudthornet en udskæring, som passede til optrækkets tap, så man kunne trække op med hornet.
Hjullåspistol, renæssance med indlagte mønstre af graveret ben. Tyskland (Tøjhusmuseet).
Under pistolens hane var fastgjort et stykke svovlkis. Når der trykkes på hanen presses svovlkisen ned mod en roterende, riflet stålskive, der udvikles gnister, der springer ned og antænder ladningen. Opfundet ca. 1517 af en tysk urmager. Oprindelig anvendt til adelens pragtvåben, fortrinsvis pistoler, men senere til almindelige ryttervåben. Afløstes i midten af 1600-tallet af flintelåsen (s.d.). (Tøjhusmuseet).