Hollandsk renæssance-arkitektur: Charlottenborg på Kongens
Nytorv i København
Arkitekturstil omkring 1600 med upudsede teglstensflader og
detaljer i sandsten på portaler, vinduesindfatninger og gavle.
Renæssancen var en stilperiode i Sydeuropa i tiden ca.
1300-1560 og i Danmark ca. 1500-1650, kendetegnet ved en genopdagelse og
imitation af antikkens formsprog og proportionslære, herunder klassiske
søjleordner, rundbuen, symmetrisk facadeopbygning og skulpturel dekoration.
I Danmark ses næsten altid varianten hollandsk renæssance,
der adskiller sig meget fra den italienske renæssance ved sine røde eller
gule teglstensmure, kobbertage og -spir samt rige udsmykning med
sandstensornamenter og volutter. Tænk blot på Rosenborg- og Frederiksborg Slot.
Frederiksborg Slotskirke
Middelalderlige stiltræk såsom spindeltrapper i trappetårne (modsat
ligeløbstrappen) og asymmetriske facadekompositioner var udbredt helt op til
ca. 1650. Borgerhuse var næsten altid udført i bindingsværk og havde ofte en
gavlkvist. Der findes dog en håndfuld fornemme undtagelser, f.eks. Jens Bangs
Stenhus i Aalborg og borgmestergården på Amagertorv i
København. Interiørerne præges af mørke farver, gobeliner, kassettelofter
i træ, loftsmalerier og panellerede vægge, f.eks. Christian IVs
vinterstue på Rosenborg Slot.
I renæssancen opføres desuden en stor mængde herregårde,
primært i røde mursten, rundt om i landet til adelsstanden. Mange af
disse bygninger udtrykker endnu middelalderlige stiltræk, men der ses en
langsom tilnærmelse til renæssancens ideal om symmetri i anlæggene. Herregårdene
Lystrup ved Fakse og Voergård i Vendsyssel er gode eksempler i denne
sammenhæng.
Med renæssancen introduceres en regelret byplanlægning med
gader i skakternmønster, gader, der krydser hinanden i rette vinkler, som
bl.a. Christianshavn og Fredericia er eksempler på.