Den ældste grundtype hovedvandsæg, hjertet, dog med rocailler. Provinsarbejde 1770 (ABR)
En speciel nordisk (især dansk betegnelse) for de fra udlandet kendte lugteflasker og -dåser. De blev brugt som en nødvendig forfriskning, når omgivelsernes lugte blev for ubehagelige, eller som hjælp i tilfælde af ildebefindende og besvimmelse.
H. kendes fra slutningen af 1600-tallet og blev benyttet frem til omkring 1870. De var på en gang en brugs- og en pyntegenstand. Enhver ung mand med respekt for sig selv måtte forære sin tilkommende en lugtedåse, så hun standsmæssigt kunne vise den frem i kirken om søndagen. H.s. forløbere var balsambøssen og desmerknoppen, der i det 14. og 15. århundrede blev fremstillet i mange forskellige former og materialer: ædle metaller, elfenben, horn, rav, træ o.s.v. H. derimod er næsten altid forarbejdet af sølv, meget sjældent af guld, messing eller tin. Sølvsmedene lavede dem på bestilling, men der findes også eksempler på husflidsarbejde, navnlig fra Sønderjylland. Indtil 1740 er h.s former barok- og regenceprægede. Deres glansperiode er rokokoen, hvor Amageræggene især gjorde sig gældende. De var i reglen hjerteformede, kronede og med et par næbbende duer som topprydelse og de to vildmænd fra det danske våben som kronestøtter. De var 12-14 cm høje, i modsætning til de andre kendte typer, som kun målte 7-10 cm. Ofte var de overtrukket med filigran og udsmykket med et par medaljonbilleder af den elskede modtager og parrets kommende gård. Amagernavnet skyldtes, at det var øens velhavende gårdmænd, der brugte æggene som gaver og statussymbol.
Kvinderne gik med dem i hånden, indsvøbt i et siiketørklæde, når de skulle til kirke eller gilde. I bunden var et lille gemme med låg, oprindelig brugt til balsam (moskus eller ambra), men senere benyttet som opbevaringssted for mønten til kirkebøssen. Æggene var næsten altid lueforgyldt indvendig, så ?hovedvandet? - man anvendte vellugtende ingredienser, men brugte også slet og ret salmiakspiritus - ikke angreb metallet. I mange æg kan man stadig spore duft, især hvis svampen, som opsugede hovedvandet, endnu er bevaret.
To rokoko hovedvandsæg, rigt drevne og punslede. Nr. 2 er et såkaldt »haneæg« (ABR)
De sønderjyske Tønderæg hører først og fremmest Louis Seizen og empiren til. De er som oftest udsmykket med glasflusser, små farvede glasstykker, der skulle gøre det ud for ædelsten. De vase- og urneformode æg er også fra empiren og næsten altid stemplet som de øvrige - også de mere ensformige Christian 8.-æg - så de kan dateres meget præcist. Der fandtes også sølv- og guldfisk med bevægelige led med samme funktion som h. Adskillige af de eksisterende er dog enten kopier eller forfalskninger fremstillet af nogle københavnske guldsmede e. århundredskiftet. De ægte er fra 1775-1830.
Louis seize hovedvandsæg af urnefacon og med medailloner (ABR).
De første h. kommer frem omkring 1700. I begyndelsen er der mange former, bl.a. en lågvase, fladtrykt og med ligeknækninger, dertil flaskeforme, cylindre samt æg- eller dåseforme. Allerede omkring 1720 er vaseformen imidlertid stort set enerådende sammen med en hjerteform, som hurtigt opnår stor popularitet.
H. er lueforgyldt indvendig. »Hovedvandet« indeholdt nemlig stoffer, som angriber sølv.
Såvel hjerte- som vaseformen er for det meste prydede med en krone som topfigur. Dog ses fra omkring midten af 1700-tallet også hyppigt næbbende fugle. I bunden af de vaseformede æg, er der et lille lågelukket balsamgemme. Undertiden ligger der over
svamperummet en forgyldt plade med et gennembrudt mønster.
Medens hjerteæggene i regencen for det meste er med graverede ornamenter, er vaseæggene drevne, men med rolige, enkle former. I rokokoen bliver begge typer med drivninger, og rocamer samt vredne knækninger kommer til at spille en stor rolle som udsmykning. Vaseformen omdannes efterhånden, og medens låget ofte udstyres med en fremad slynget volut, får underdelen en bagudslynget. Dette giver ubalance i opbygningen, og da ægget samtidig kommer til at ståpå en fod, med hvilken det er forbundet med et smalt led, får hele konstruktionen udseende som en spankulerende hane. Typen kaldes da også et haneæg.
Nogle rokoko-æg har låg af hjelmform. Som topfigur ses evt. en fugl eller man har indfattet en glasflus der. Ædelstene forekommer, men er sjældne.
I Louis seize'n vender man tilbage til en ren vaseform, undertiden med kannelurer og omhængt med blomsterguirlander, medailloner og båndværk. Foden er gerne firkantet nederst og med et rundt parti ovenpå. Mange af »vaserne« har et kort skaft forneden. Blomsterknopper, pulti og fugle ses almindeligt som lågfigurer, og glasflusser forekommer hyppigere. Undertiden er »vasen«udstyret med to hanke.
Amageræggene er en særlig type. De stammer fra tiden mellem 1780 og 1830. Korpus, som har hjertefacon, går via en stilk over i en fod med balsamgemme. Foroven prydes ægget af et mindre hjerte eller en medaillon med en glasflus eller en poleret glasplade bag hvilken ses ejerinitialer. Dekorationen kan støttes af bladværk eller af et par vildmænd. Foran på amagerægget kan ligeledes være en medaillon, her optræder måske et andet initial.
Såkaldt »amageræg« med vildmænd, løver og glasflusser (ABR).
Nogle amageræg er med drevne dekorationer, andre med graverede. Det almindeligste er imidlertid, at man på. et lueforgyldt hjerte har lagt et netværk af filigranarbejde - uforgyldt. Karakteristisk for de fleste amageræg er de løver, som gerne stejler mellem foden og hjertets underdel.
Amageræggene forfærdigedes af københavnske guldsmede til de velstående bønderkoner på øen.
I empiren ses næsten udelukkende vaseformede æg ofte af meget tyndt gods og med overfladiske graveringer. Vasen har nu næsten altid hanke, og låget er påfaldende højt.
Typisk sønderjysk empire-hovedvandsæg af tyndt sølvblik og med mange kulørte glasflusser (ABR).
Udenfor Sønderjylland er den runde vaseform nok den almindeligste, men i Sønderjylland og Hertugdømmerne foretrækker man kantede vaser med et utal af kulørte glasflusser. Som topprydelse kan forekomme en slags krone, hvor alle bøjlerne er besat med små flusser. Et æg med særlig mange flus ser kaldes et hundredestensæg.
Udover de almindelige former for h. dukker i anden halvdel af 1700-tallet løveæg og fiskeæg frem. De første ses almindeligst i Norge, men forekommer også i Sønderjylland. De sidste er herhjemme hovedsagelig tilknyttet Jylland.
Fisk med glasflussøjne. Sølv. Empire. Sønderjylland (ABR).
Fiskeæggene skal være kommet fra Holland, og de første eksemplarer fra dansk område dateres til 1760'erne. De bevarer populariteten til omkring 1850. Mange af fiskene har en krop, som bagtil kan bevæges, den er opbygget af led. Balsamgemmet findes på hovedets underside, og hovedet fungerer i øvrigt som låg. Så vidt vides er der i Danmark kun lavet fiskeæg i Sønderjylland samt i Limfjordsegnene.
Foruden metalæggene har man haft eksemplarer i ben, rav og træ, og Den kongelige Porcelainsfabrik har lavet h. i form af svøbelsesbørn.
Ægformet dåse til hovedvand, dvs. vellugtende vand, anvendt mod hovedpine og ildebefindende eller blot mod dårlig luft. Meget benyttet af kvinder fra 16. til midten af 19. årh., efterhånden med mange andre former end æggets; såvel hjerte- som vaseformen er oftest prydet af en topfigur i form af en krone. De såkaldte fiskeæg stammer antagelig fra Nederland, og de første danske er dateret til 1760erne; fiskeæggene bevarede deres popularitet til ca. 1850. Amageræggene er en speciel type, der stammer fra 1780-1830; adskillige har drevne dekorationer, mens de sønderjyske hovedvandsæg er karakteriseret ved kulørte glassten.