Illustration: 1. tønde-hvælving, 2. kryds-hvælving, 3.
stjerne-hvælving, 4. net-hvælving, 5. vifte-hvælving, 6. kloster-hvælving, 7.
trug-hvælving, 8. spejl-hvælving, 9. kuppel-hvælving, 10. stalaktit-hvælving.
Hvælvingen er en konstruktion bestemt til overdækning af en bygning. Den anvendtes allerede i oldtiden og kendtes bl.a. af grækerne, som dog oftest foretrak loftkonstruktioner med store sten båret fra to søjler (arkitravprincippet). I modsætning hertil benyttede etruskerne hvælvinger i forbindelse med akvadukter og kloaker (Cloaca Maxima). Fra etruskerne blev hvælvingen overtaget af romerne, hvorfra den bredte sig ud over Europa. Man skelner mellem mange typer af hvælvinger: den udkragede hvælving, tøndehvælvingen, krydshvælvingen, kuppelhvælvingen, hvælvingen med fremspringende ribber, etc.
Udkraget hvælving: Den ældste og primitiveste teknik. Kendes fra Ægypten og Mesopotamien i 3. årtusind f. Kr. (f.eks. Kongegravene i Ur), og fra det forhistoriske Grækenland i 2. årtusind f. Kr. (Tiryns og Mykene). Konstruktionen består i, at hvert vandret stenskifte i de bærende mure rager et stykke ud over det underliggende skifte, således at de modstående mure nærmer sig hinanden og tilsidst mødes foroven. Den udkragede hvælving kendtes også af Mayaerne i det precolumbianske Amerika.
Tøndehvælving: Anvendtes af etruskerne og udvikledes til fuldkommenhed af romerne; var siden i brug uden væsentlige ændringer indtil den gotiske periode. T. danner en halv cylinder med vandret akse, hvilende på to parallelle mure. Den kan bygges i en forbandtkonstruktion ved hjælp af kileformede sten. De romerske hvælvinger blev ofte forstærket med grater (buede bjælker), et træk der videreførtes i den romanske kunst.
Krydshvælving: Variant dannet af to tøndehvælvinger, som skærer hinanden. Skæringspunkterne er ofte forstærket med grater, som bærer de fire hvælvingskapper. K. anvendtes bl.a. i termerne i Rom og senere i de romanske kirker.
Kuppelhvælving: En mere eller mindre halvkugleformet hvælving over et cirkulært eller kvadratisk rum. Opfandtes af romerne (Pantheon) og anvendtes i byzantinsk kunst (Sophia-moskeen i Konstantinopel), hvorfra den blev overtaget af den islamiske og den romanske arkitektur (Ravenna. Aix-la-Chapelle etc.). Efter at have været opgivet i gotikken, kom K. igen i brug i renaissancen, barokken og klassicismen (Peterskirken i Rom, Pantheon i Paris).
Hvælving med fremspringende ribber: En nyskabelse, som hænger sammen med det XII. årh.'s gotiske arkitektur, opstået i forbindelse med mesterværkerne på Ile de France. Ribbehvælvingen er dannet af en krydshvælving med fremspringende ribbeformede grater, der samler trykket fra hvælvingerne i støttepiller. Heraf udvikledes de mere komplicerede nethvælvinger og viftehvælvinger, som gennem deres fordeling af trykket ved hjælp af ribber gjorde det muligt at overdække meget store rum (f.eks. katedralerne i Saint-Denis, Amiens, Chartres, etc.). I Gotikken opstod også den seksdelte hvælving og stjernehvælvingen (XIII. årh.).