Ildbuk, renæssance (Koldinghus).
Kendes af omtale fra romersk tid, men de ældste bevarede eksemplarer synes at være fra den sene middelalder. De ældste i. som havde plads ved det åbne ildsted midt på gulvet, var af meget enkel udformning, men siden, da ilden rykkede ud til siden og indespærredes i en kamin, fik i. et mere prydeligt ydre. Gotiske i. har normalt endestykker som et omvendt Y og med indhugget gotisk ornamentik. De er smedede. I renæssancen kan i. være med rige skulpteringer som vildmænd, stejlende løver, søjler, balustre o.m.a. Her er mange i. støbte. Af hensyn til de meget høje temperaturer, som i. kom ud for, var det foretrukne materiale jern, dog forekommer der også i. støbt af bronze især fra 1700-tallets England og Nordamerika.
Oprindelig havde man to typer i. Et par meget store til opbevaring af brændestykkerne og et par mindre til at holde de brændende kævler i kaminen på plads. Der findes også i. som på forsiden er forsynet med en række hager, på dem kan man enten lægge jernstænger, som forhindrer knækkede brændestykker i at skride ud på gulvet, eller man kan anbringe spid med kød, som skal steges, derpå.
I Frankrig havde man i 1700-tallet nogle smukke kombinations i. med stel af jern og en støbt, udsøgt bronzedekor sat på de frie ender. Det var også - især i barokken - moderne med i. hvis endestykker var opbygget af et jernskelet, som indkapsledes i en prægtig skal af drevet sølv.
Norditalienske og engelske i. regnes sædvanligvis for at være de bedste. Der findes også ganske jævne i. fra almindelige hjem i by og på land.