Illumination

Den form for maleri, som illustrerer et håndskrifts blade. Er siden slutningen af det XVI. årh. generelt blevet kaldt miniaturer, Kendes fra ægyptiske papyri fra Det Mellemste Rige (1580-1085 f. Kr.). Efter den romerske erobring af Ægypten introduceredes denne kunstart i Rom, og de ældste klassiske illuminerede tekster, som kendes i dag, er de romerske fra V. årh. e. Kr. Fra det VI. årh. overtager miniaturemaleriet fra den byzantinske kunst anvendelsen af guldgrund og strålende farver. Fra denne periode stammer også de første kristne håndskrifter. Denne kunstart, som blomstrede i orienten indtil det XII. årh., trængte ind i Vesteuropa fra omkring det VIII. årh., hvor der udvikledes nye tendenser. Irske munke bidrog med populære elementer fra den koptiske kunst, især med den keltiske ornamentiks skønhed og smidighed: palmetter, slyngeprydelser og spiraler pryder hele sider og forskønner begyndelsesbogstaver. Overhovedet har munke i klostre i Irland og England, Frankrig og Tyskland lavet arbejder, som er uovertrufne (f.eks. Canteburys Psalter, Lindisfarne Evangeliet ca. år 700, Book of Kells og Durrow Bogen). I IX. og X. årh. forårsagede den karolingske renaissance en tllbagevenden til klassiske kilder. Den byzantinske metode sejrede i skildringen af personer, men de irske motiver bibeholdtes i indramningen. Skønt opfindelsen af bogtrykkunsten stærkt begrænsede produktionen af illuminerede bøger, var der dog visse kunstnere som vedblev med at dyrke denne kunstart ved siden af maleri og grafik. Af disse kan nævnes Dürer (XVI. årh.) og Nicolas Robert (XVII. årh.). Men dette var den sidste glans af en kunstart, som hurtigt skulle forsvinde helt. Imidlertid var der fra XII I.-XVII I. årh. visse kunstnere i Tyrkiet, Indien og især i Persien, som praktiserede miniaturemaleriet på trods af Koranens forbud, og disse fik stor indflydelse på europæisk malerkunst, især på flamske og italienske malere. (Se også Persisk Kunst).