Porcelænsfabrik i Thüringen. 1777 - indtil 1784 var kvaliteten mangelfuld, men herefter rettedes kvaliteten op, og det blev bl.a. til en ret anselig produktion af servicer i klassicistisk stil - nogle med reliefdekorationer. Også en figurproduktion toges op, uden at den dog kunstnerisk formåede at hævde sig. I det sidste årti af 1700-tallet er I. stærkt påvirket af Wedgwood, som ofte direkte kopieres, bl.a. efterlaves den »blue jasper« med hvide relieffer på lavendelblå bund. Der kendes heraf en del portrætmedailloner samt cameer beregnet til smykker. I forrige århundrede udførtes en lang række kopper med thüringer-landskaber.