Illustration: 1. stupa, 2. tempel (Kanarak), 3. tempelanlæg
(Borobodur), 4. sydindisk sari, 5. bengalsk dragt, 6. 1600-tallet dragt, 7.
sjal, 8. dhoti, 9. buddhistisk, munk.
i foruden Forindien
med Ceylon i Bagindien, Indonesien, Nepal og Øst-Turkestan.
Induskultur omkring ÷2500, fra omkring ÷400 hinduistisk, fra
omkring ÷300 buddhistisk, hinduistisk og jainistisk og efter 1000 islam.
Stupaer, huletempler med vægmalerier, trappetårnstempler med overdådig
skulpturel udsmykning, i skulpturen Buddhafiguren hovedmotiv ved siden af den
brahmanske gudetreenighed, eljenbensreliejjer, metalarbejder, batik og
miniaturemaleri.
Klassisk tid: Guptaperioden 300-600, middelalder 850-1200.
Det umådeligt store område, de stærkt divergerende klimatiske og geografiske betingelser og de mange trosretninger, racer og indflydelser, som har påvirket Indien gennem dets lange historie, gør Indisk kunst bemærkelsesværdig og kompliceret. De to hovedinspirationskilder er buddhismen og brahmanismen, som har udviklet sig siden V. årh. f. Kr.
Arkitektur: A. varierer i de forskellige områder, som groft kan inddeles i 3 zoner: 1. Nord- og Øst-Indien, 2. Midt-Indien, 3. Syd-Indien.
1. Nord- og Øst-Indien: De talrige templer, som findes i dette område, er karakteristiske ved deres anbringelse og inddeling i forskellige bygninger: en søjlehal (mandapa) ligger foran selve helligdommen, der er formet som et tårn og rummer en statue af guddommen. Dette tårn (slkra) er en slags pyramide med krumme linier og skrånende vægge og afsluttes af en helt flad afsats, som bærer et kar; hele tårnet har undertiden en højde af 50 m (Tarappa templet, V. årh. e. Kr., Bhubanesvar templet, XI. årh.). I den nordlige del af landet er pyramiden ved foden flankeret af små tårne af samme form som det store (f.eks. Eklinji templet, Palltane templet, Umber templet, etc.).
2. Midt-Indien: De mest bemærkelsesværdige bygninger i denne del af landet er Indra og Kailassa templerne (Gupta perioden, V. - XII. årh. e. Kr.) beliggende i Ellora. Disse templer er ikke blevet "bygget", men er udhugget i en granitblok; de er ca. 30 m høje.
3. Syd-Indinen: I det sydlige Indien skelner man mellem to meget forskellige stilarter:
a) chalukya (VI.-XVII. årh.) findes i Mysore provinsen og kendes på, at helligdommene er bygget over en stjerneformet grundplan og opført på en høj terrasse (Hullabid templerne, XIII. årh.).
b) dravidi stilen, kendt for sine monumentale porte (gopuram) i pyramideform, som giver adgang til en række rum, der omgiver helligdommen (vlmana) og de hellige søer, og omfatter søjlehaller (chaudrle) til pilgrimme, klostergange (mandapan) og andre tilbygninger (templerne i Tanjore, XI. årh., Srirangam, XVIII. årh., Madura, XVII. årh., etc.).
Skulptur: Ved sin voldsomhed og overflod af bevægelse og handling adskiller den brahmaniske billedhuggerkunst sig fra den mystik og alvorsfuldhed som kendetegner den buddhistiske, der er påvirket af græske idealer. De brahmaniske motiver er hentet fra den rigdom af gudeskikkelser, der befolker religionen og især den hinduiske treenighed: Brahma, den skabende gud, afbildet med 4 hoveder og 4 arme holdende sine Insignier, Visnu, den beskyttende gud, og Shiva, den ødelæggende gud, inkarnationen af døden og det onde, altid ledsaget af en slange, som ruller sig om livet, håndleddet eller om halsen. Indisk kunst bredte sig til Java, Ceylon. Burma og Cambodja, hvor den har øvet stor indflydelse.