Fra latin in'flatio = oprustning, forringelse af pengenes
værdi på grund af en stærkere stigning i efterspørgsel og købeevne end i udbud
af varer og tjenesteydelser. Lige så længe der har eksisteret mønter, har man
kendt til inflation. Der er den lille snigende inflation, de store inflationer
som f.eks. den tyske i 1920'erne samt hyperinflationen i Ungarn, der kulminerede
1946. Allerede i antikken kendte man til dette onde. Eksempelvis den
ptolemæiske bronzeinflation i Ægypten i 3. og 2.årh. f.Kr., assens reduktion i
det romerske rige eller den store inflation, der kulminerede under Gallienus.
I middelalderens Europa opstod store lødige sølvmønttyper,
men gennem århundrederne blev de gradvist forringede og endte tilsidst som
ubetydelige skillemønter. Den tyske Kipper- og Wippertid i 1620'erne er et
skrækindjagende eksempel. Inflationens årsag kan være flere ting, men uhæmmet
produktion af stadigt dårligere mønter eller en seddelpresse, der spyr
pengesedler ud, er en væsentlig årsag. Den eneste mønt, der ikke er berørt af
inflationen, er dukaten. Den blev indført i Venedig 1285, vejede ca. 3,5 g og
var af næsten rent guld - den beholdt sin værdi uforandret i århundreder.
Lit: Anne Kromann og J.S. Jensen: Inflation (Kbh. 1976).
..