Arkitektonisk intarsia af forskelligt farvede træsorter i eg. Renæssancepanel (Rosenholm).
(italiensk intarsio, af latin intarsiare: indlægge; af arabisk tarsja: belægning, skorpe), indlægningsarbejde med f.eks. forskellige træsorter, metal eller elfenben i massivt grundtræ, hvor der er skåret ud til det. Først og fremmest brugt i renæssancen.
For at udsmykke et møbel, panel etc. har man undertiden skåret partier ud af grundtræet i en dybde på 3-4 mm og deri nedfældet træsorter af en anden struktur og farve. Udover træ har man anvendt materialer som ben, skildpaddeskal, perlemor, marmor og andre stene samt metaller som messing, sølv og tin. Intarsiamotiverne kan være rent geometriske, arkitektoniske, florale, animalske, mytologiske osv.
Intarsia-kunsten havde sin storhedstid i renæssancen og den tidlige barok, hvor den benyttede s meget til overklassens møbler, kirkeinventar etc. Derefter fortrængtes den i det væsentligste af finering, marketteri, parketteri og boulle-arbejde. På bedre provinsielle møbler anvendtes i. dog helt op i forrige århundrede - f.eks. de sønderjyske »stjernechatoller«.
Intarsia kommer af det arabiske ord Tarsia, der betyder skorpe. Antagelig er det maurerne, der har bragt kunsten til Spanien, hvorfra den har bredt sig til det øvrige Europa. I England blev de såkaldte »Nonsuch-kister« meget populære, de har et arkitektonisk motiv - et lille slot - angiveligt herresædet Nonsuch. Tilsvarende arkitektoniske motiver benyttedes mange andre steder i Europa med forkærlighed, ligesom arabesker var yndede.
Blandt de bedste Intarsia-arbejder i Norden kan nævnes det hertugelige bedekammer i Gottorp slot, kong Eriks gemak på Kalmar slot og paneleringen af »Lærde Holgers« brevkammer på Rosenholm ved Hornslet.
Intarsia: se også Indlægning og marketteri.