Islamisk kunst

Den islamiske kunst har udviklet sig i de lande, som siden VII. årh. e. Kr. har været muhamedanske: Vestasien, Nordafrika og Spanien. Den har især manifesteret sig i arkitektur og dekoration (moskeer, mausoleer, paladser, etc.). Da koranen forbyder billedfremstilling af levende væsener, findes der, med få undtagelser, ingen statuer.
Arkitektur: Den islamiske arkitektur er karakteristisk bl.a. ved anvendelsen af rundbuer, hesteskoformede buer og forskellige typer af spidsbuer- og hvælvinger, varierende inden for de forskellige muhammedanske lande. Disse forskelle er især slående i moskeernes udvikling. Foruden de bestanddele, som den første moske, bygget af Muhammed i Medina i 622, består af (lukket bedesal, gård omgivet af mure med gallerier), har de senere bygninger søjlegange i forbindelse med murene, en eller flere minareter, hvorfra der kaldes til bøn, en mihrab eller niche som viser retningen mod Mekka og en minbar eller bedestol, som er smukt udsmykket. I de områder, som har været under byzantinsk herredømme, blev de første moskeer ofte bygget efter samme plan som kristne kirker: nogle runde som Klippemoskeen i Jerusalem (691), andre som basilikaer, f.eks. Al Aqsa (605) og Den store Moske i Kairo (670 - slutn. af IX. årh.). I Tyrkiet fortsatte moskeerne i XVI. årh. den byzantinske tradition med Skt. Sophia moskeen i Konstantinopel som model. I de lande, som havde været underkastet Abbasidernes herredømme, røber de islamiske bygninger tydeligt Sassanide-traditioner. I XI. årh. indføres i forbindelse med Den store Moske i Isphahan nogle nye elementer, som herefter bruges i andre persiske bygninger: fire iwaner (sale med tre mure åbne mod gården og dækket af en tøndehvælving), fire udsmykkede gallerier, kupler, etc. Almohaderne, som fortsatte Almoravidernes tradition, byggede i løbet af XII. årh. mange moskeer, af hvilke Kuttubiyya i Marrakech er det smukkeste eksempel.

Dekoration: Især blomstermotiver og geometriske motiver fandt anvendelse til udsmykning, men i Ægypten (IX.-X. årh) og i Persien ses også mennesker og dyr repræsenteret. Keramik og fajance kombineredes ofte med mursten eller marmor, f.eks.: keramikloftet i Alcazar, Sevilla, skiftevis fajance og røde sten i de persiske moskeer fra XIV. og XV. årh., keramikdekoration i den blå moske i Tabriz. Den irakiske keramik er berømt for sin irriserende effekt. Inden for malerkunsten må man ikke glemme de persiske miniaturer, som har optaget visse byzantinske og senere mongolske træk, og har haft stor indflydelse på tyrkiske miniaturer.
(Se i øvrigt: Abbasidernes Kunst; Fatimide Kunst; Mozarabisk Kunst; SpanskMaurisk Kunst; Arabesk, Minaret, Minbar.)