Metal med det kemiske symbol Fe (af latin ferrum) har tidligt
været brugt som betalingsobjekt i form af redskaber og våben. Flere steder er
fundet skatte bestående af jernpilespidser, øksehoveder etc. I antikken kendte
man til barrer eller små jernspid (obeloi) som omsætningsmiddel. I ældre tid
var jern som møntmetal usædvanligt. Det har svært ved at bevares, da det let
oxyderer (ruster).
Der er dog kendt nogle typer fra Grækenland fra det 4. årh.
f.Kr.. Fra ældre litteratur er beskrevet jernmønter fra Klazomenai og Byzans,
men de kendes ikke i dag. Vedr. antikke mønter med jernkerne – se subferrat. I
Kina kendes jernmønter tilbage fra 200-tallet, men ellers skal man frem til
Sung dynastiet (960-1279), før de bliver mere almindelige. Ellers har mønter af
jern mest været brugt i krigs- eller nødsituationer, hovedsagelig omkring 1.
verdenskrig. De danske jernmønter 1918-19 var tørforzinkede for at forhindre,
at de rustede.
Ved at blande jern med metaller som krom og nikkel opnås et
rustfrit stål, som bruges af mange lande. I Italien kaldes det acmonital. En
anden metode til at beskytte en jernmønts overflade på, er at belægge den med
f.eks. kobber. Mønter fremstillet af en jernkerne med belægning på begge sider,
kaldes »sandwichmønter«. Denne teknik er brugt til de danske 5 ører 1973-88,
der populært fik betegnelsen »en Anker«.
..