I løbet af 1400-tallet udvikledes kården af sværdet, som aldrig blev noget tilfredsstillende nærkampvåben. Kården har en slankere klinge, der tillige er spids, så den kan bruges både til hug og stød.
1 nitteknop, 2 knap, 3 angel, 4 greb, 5 parerstang, 6 hjerteblad, 7 ricasso klingebryst, 8 udvendig klingebøjle, 9 anneau, 10 klinge, 11 pas d'ane, 12 indvendig klingebøjle, 13 håndbøjle.
Mens sværdet stort set kun er et angrebsvåben er kården både angrebs- og forsvarsvåben, og af samme grund er den blevet udstyret med passende pareranordninger. Først og fremmest havde man parerstængerne, der især på mange tidlige kårder - fra før 1700-tallet - kan være særdeles lange, så de bedst muligt tager af for hug mod hånd, håndled og arm. Til disse kommer snart efter en håndbøjle, som dækker håndryggen mod hug, den går fra grebets grund op til knappen, som den undertiden forenes med. Efterhånden suppleres håndbøjlen med et par sidebøjler. Mellem parerstængerne forløber en parerring eller anneau.
Stort set kunne man være tjent med dette parersystem, så længe man med hele hånden holdt om grebet. Italienerne fandt imidlertid ud af, at man bedst styrede kården, hvis man fattede om grebet med tommel-, ring- og lillefinger og holdt om parerstængerne med lange- og pegefinger. Hermed blev disse udsat, og der måtte tilbygges en nedre parerring (anneau) til deres beskyttelse, den værnede udmærket imod hug, men knap så godt imod stik, hvorfor den stundom udfyldtes med en stikplade.
For ikke at få skåret fingrene blev klingen øverst gjort stump, dette stykke kaldes ricasso, ansats eller klingebryst.
Til afværgning af hug mod fingrene fra siden anbragtes et par bøjler parallelt med klingens smalside, de kaldes fingerbøjler eller pas d'åne. Gennem disse bøjler kunne fmgrene stikkes, så holdt man bekvemmere end om parerstængerne. Disse fingerbøjler samles fortil på parerstængerne i en lille spids plade kaldet hjerteblad et, krydset eller ecusson. Bagtil går et par parerbøjler fra nederste parerring op til de sidebøjler, der supplerer hånd bøjlen, de kaldes contregarder. Klingen er forlænget i en angel, der går op gennem greb og knap og ender øverst i en nitteknop.
På tallerken- og klokkerapierer udvikles stikpladen til en stor parerskive eller skål. Det er ikke altid, der skelnes skarpt mellem kården og rapier, dog betragtes rapieren gerne som en lettere udgave af kården - et mere forfinet duel våben.
Kården er ofte et særdeles fornemt udført våben med en ædel klinge og et fæste, hvor alle smedekunstens finesser i dekorativ henseende er bragt til udfoldelse. Man har taucheret med sølv og guld, skåret en rig ornamentik i jernet og arbejdet med niello og emaille.
I 1600-tallet deler kårdestammen sig i lette duel- og paradevåben, dragtkårderne og enkle, svære militærkårder, som bl.a. blev brugt af de skandinaviske hære under trediveårskrigen. Her er det vidtløftige parersystem afskaffet, tilbage er blot to små fingerbøjler, to små parerskjolde og en parerstang bagtil, den forreste parerstang går over i en håndbøjle. Knappen er jævnt udformet og prunkløs.
Op omkring 1700 mister kården stort set sin betydning som militærvåben, kun dragtkårderne bliver tilbage.