Kabinet med indlægninger af ædeltræ og skildpadde, beslag af forgyldt bronze og flammelister. Barok (Gisselfeld)
(fr. af lat. capanna: hytte), et aflangt og firkantet skab med to døre, normalt anbragt på en bordlignende underdel, sjældnere på en lav kiste eller kommode. Bag dørene findes et utal af små rum, nogle selv med en lille dør for, skuffer og hemmelige gemmer. Især dette indre, men også det ydre, er rigt dekoreret med indlægninger i metal, perlemor eller sjældne træsorter, udskæringer, farver og ofte også spejle. Et sådant pragtmøbel var beregnet til at gemme husets bedste og mest kostbare genstande i, såsom smykker, udskårne elfenbensfigurer, emaljeindlagte skrin, ædelsten og hvad man ellers havde af mindre kunstgenstande. Snedkeren satte derfor at sin kunnen ind på at levere et så fuldendt og udsøgt møbel som muligt. Fra det kom frem i begyndelsen af 1500-tallet og op gennem tiderne, nød k. stor popularitet i de forskellige europæiske lande. Det blev stamfader til kommoden, og sidst 1600-tallet blev dets funktioner overtaget af chatollet.
Kassemøbel, oftest med låger, indeholdende hylder og skuffer. Som regel på underdel. C. opstår i Italien i slutningen af 1400-tallet.
Kabinettet er et rejsemøbel fra renæssancen, det består af en aflang, ret høj kasse lukket af et stort låg, der kan slås ned som skriveplade. Undertiden erstattes pladen af to låger. K.'s indre opfyldes af mange små skuffer og rum til signeter, penge, papirer, skrivetøj etc., og medens k.'s ydre af forståelige grunde gerne er ret enkelt - dog undertiden med nogle særdeles prægtige metalbeslag - er der for det meste lagt vægt på at gøre det indre så smukt som muligt. På de ældste k. er det mest udskårne prydelser, der er tale om, siden går man i nogen grad over til intarsia eller inkrustationer af marmor og halvædelstene i kønne mønstre, og ornamentale detaljer kan være støbt eller drevet i metal og fæstnet til træet. K. stod på bukke, undertiden var de sammenklappelige, så de kunne tages med pårejsen. Efterhånden fandt man dog ikke længere disse »felt-typer« spændende nok og lod i stedet gøre faste underdele af mere prægtig udformning. På den måde kunne et k. få flere underdele, nemlig en på hvert af de steder, som dets ejer fast besøgte. Blandt de smukkeste k. er de spanske varguenos med deres udsøgte beslagsarbejder og sirlige, tætte udskæringer - ofte i forbindelse med intarsia. Dog frembragte tyskere og italienere ligeledes ypperlige k.
Til de egentlige k. hører også de japanske, de er sjældent med skriveklap, men har mange rum bag to låger. De er lakerede, har dertil undertiden applikationer i metal, elfenben, perlemor etc. I Europa, hvortil de i stor stil eksporteredes under barokken, blev de udstyret med fod efter vor smag. Den er ikke sjældent k.'s diametrale modsætning og manifesterer sig i den yppigste barok. Der findes dog også mere moderate europæiske underdele, hvor man har søgt at efterligne den japanske udsmykningsmåde med et lak surrogat. Japanske k. har gerne messingbeslag med gennembrudte dekorationer.
Kabinetskab med bagglasmalerier. I øvrigt marmorsøjler, forgyldte bronzeornamenter og ædeltræ. Barok England (Kollerup).
Efterhånden udvikledes k. til et regulært skab, også med skabsunderdel, dette skete allerede tidligt i 1500-tallet i Italien med det såkaldte armadia stipo. Denne udvikling fortsatte også andre steder, og ved siden af rejse k. blev det almindeligt med kabinetskabe, som nu kunne udsmykkes lige såoverdådigt på det ydre som i det indre. Man gik en del over til at benytte malede fyldinger på låger og skuffer, og de største nederlandske malere bl.a. Rubens har dekoreret k. Også bag-glas-malerier træffer man på k. I den tidlige barok var materialet helst ibenholt, men det var dyrt, og man måtte undertiden i stedet klare sig med sortbejdset frugttræ, f.eks. pæretræ. Underdelen på barokkens k. kan være skabs- eller bordformig, i sidste tilfælde med en række drejede eller udskårne ben, et konsolbord forekommer ligeledes. K. er blandt de møbler, som man har ofret det største kunstneriske og håndværksmæssige arbejde på.