Kaffekande, sølv. Lars Nielsen Møller, København. 1753 (ABR).
De første egentlige k. stammer fra begyndelsen af 1700-tallet, og de er gerne af metal - oftest sølv. De står enten på en standrand, på standkugler eller på tre-fire fødder. Man ser enkelte keglestubformede kander, men et buet korpus synes at have været det foretrukne. Man har dem i øvrigt både som tude- og pibekander. Enkelte k. fra regencen har facetteret overflade, andre er med graverede og ciselerede dekorationer, men nok så ofte er korpus - måske med undtagelse af et indgraveret våben eller spejlmonogram - glat.
Hvad angår sølvk., så fortsætter man i rokokoen med den buede type. Man har stadig både tude- og pibekander, og korpus er med vredne knækninger. Kanden kan stå på en kuplet fod eller hvile på tre ret høje, spinkle ben. Hanken er gerne af sort ædeltræ, f.eks. ibenholt, men malede hanke og benhanke forekommer også. Låget er højt kuplet, undertiden hjelmformet, og som lågfigur kan ses en fugl, en putto, en blomsterknop eller en drejet knop. Tud eller pibe kan have form som en spyende orm eller fisk, og ofte er yppigt rocaille - og bladværk drevet på korpus.
Kaffekande. Louis seize. m. Fr. VI's kronedeforgyldte monogram. Mester Peter Krumstroh II, Glückstadt 1773-1833 (ABR)
Bortset fra den dekoration, der er egen for materialer som sølv, messing og kobber, der kan drives op, punsles etc. minder k. af de forskellige materialer formmæssigt meget om hinanden. I Louis seize'n forsvinder det knækkede og vredne, i stedet ses festons, medailloner og sløjfer som spyd. Den buede kandetype fortsætter, men hanken erstattes ikke sjældent af en stjært, som anbringes på siden af k. Låget er stadig kuplet, men lågknoppen er nu for det meste udformet som en blomst eller blomsterknop. Også en ganske jævn cylindrisk type med højt ansat tud eller pibe samt sidestjært forekommer almindeligt ved 1700-tallets slutning. Disse kander holder man fast ved i directoiren, hvor cylindren dog gerne buger let ud til tøndefacon. Kander fra empiren viderefører ligeledes-disse former, men »tøndens« bredeste sted ligger nu gerne højere end midten.
Kaffekande af sølv. Louis seize. Fridrich Mørch. København 1790 (ABR).
Ellers er ægformede kander med en bådformet kant omkring låget yndede i såvel directoire som empire. Hanken sidder nu atter modsat tud eller pibe. Dekorationen er graveringer - på empirekanderne fortrinsvis skjoldornamenter afvekslende med bladværk. Senempiren holder fast ved det ægformede korpus, men foden gøres højere. Kanten om låget forsvinder, og som lågfigur har man ofte valgt en liggende løve, medens kandens pibe eller tud kan ende i et dragehoved.