Skikken at medgive en mønt, når man begravede en død, er
gammel. Allerede de antikke græske forfattere omtaler de såkaldte karonsmønter,
som den døde skulle give færgemanden Karon for at blive fragtet over floden
Styx til dødsriget. Det var ofte en mønt af lav værdi, f.eks. en obol, og den
blev placeret i ligets mund. Skikken bredte sig over Tyskland til Danmark, hvor
der i flere grave er fundet mønter i ligets mund.
I middelalderen medgav man godt nok småmønter ved
begravelser, men formålene kunne også være andre, f.eks. at hindre at afdøde
gik igen. Efter at den katolske kirke havde laet godt fodfæste, opstod der i
Frankrig i renæssancen den skik at medgive specielle dødsmønter med
indskriften: TRIBUTUM PETRI (Peters afgift eller Peterspenge), idet man for at
komme i Himmeriget måtte betale Skt. Peter ved indgangen.
Lit: N.R. 1985 nr.2 s.118-120; Leo Hjortsø: Græske guder og
helte, 1984 s.89; Holger Rasmussen i Skalk 1971,2 s.8ff.
..