Kelterne er en betegnelse, der i dag referer til kulturer og sprog i Wales, Cornwall, England, Irland, Skotland, Isle of Man, Frankrig, Spanien og Portugal. Romerne kaldte dem Gallere. Personer der talte et gællisk sprog som igen er en tidlig afart af keltisk er også en valid definition af galler.
Det bør bemærkes at tegneseriefiguren Asterix, der hørte hjemme i Gallien i princippet er kelter.
Keltisk kors.
Der kan påvises keltiske befolkningsgrupper tilbage til det første årtusinde f.Kr og de breder sig til store dele af Europa før det romerske imperium lægger store dele af de keltiske områder under sig i de sidste tre århundreder f.Kr.
Den keltiske kultur spredte sig også til de atlantiske øer og man har tidligere set det som bevis på at keltiske befolkningsgrupper fra det europæiske fastland havde invaderet øerne, men moderne forskning har påvist at der ikke var tale om en invasion men derimod en udbredelse af den keltiske kultur til øernes oprindelige befolkning.
Drakslinga fra en keltisk skrift, fra ca. 700-tallet.
I det 17. århundrede førte en voksende nationalisme i Europa til en ny interesse for den keltiske kultur i områder der kunne hævde at have en keltisk baggrund. Denne interesse skyldtes bl.a. at den keltiske arv kunne bruges til at skabe en national identitet gennem differentiering fra ikke-keltiske nationer.
Kelternes historie
Kelternes oprindelse og geografiske udbredelse
Blå: 1500-1000 f.Kr. Lilla omkring 400 f.Kr.
Lysegrøn: Kelternes udbredelse i 800-400 f.Kr. Grøn: Almindeligt kendte
keltiske områder i dag. Mørkegrøn: Folk der taler keltisk i dag.
Kelterne finder udbredelse i det første årtusinde f. Kr. Arkæologien forbinder de første keltere med tre forskellige kulturelle perioder:
Den første er baseret på urnegravsteder og er dateret til slutningen af det andet årtusinde f. Kr. og finder udbredelse i store dele af Europa i starten af det første årtusinde f. Kr.
Den anden er baseret på spor efter jernarbejder i Europa, opkaldt efter byen Hallstatt i Østrig, hvor man gjorde de første betydningsfulde fund i 1870'erne. Hallstatt-kulturen varer fra ca. 800 f. Kr. til 600 eller 500 f. Kr. Grækerne beskriver et folk, de kalder keltoi, som dukker op lige nord for Alperne mellem 800 og 600 f. Kr. Det er også dokumenteret, at der fandtes keltere i Spanien omkring dette tidspunkt. Kelterne havde ikke et skriftsprog, så derfor findes der ikke kilder skrevet af kelterne selv, men man ved, at deres samfund var sofistikerede og teknologisk udviklede. De formede fyrstendømmer, der handlede med grækerne og etruskerne, men omkring 500 f. Kr. blev de rige forter i disse fyrstendømmer ødelagt.
Den tredje periode har sit navn efter La Tène i Schweiz (La Tène-kulturen, hvor man gjorde arkæologiske fund i 1850'erne. Den er mere kunstnerisk og kulturelt avanceret end Hallstatt-kulturen, og den opstår på et tidspunkt midt i årtusindet og varer indtil Romerriget besætter store dele af Europa i det sidste århundrede f. Kr. Der findes spor af keltiske grupperinger fra den tid i et bånd hen over Europa fra det østlige Frankrig gennem Tyskland, Østrig og ind i Bøhmen. Omkring 400 f. Kr. bredte de sig til Italien og begyndte at bosætte sig i Podalen.
Kelterne var også kendt som gallere. Omkring 390 f. Kr. plyndrede de Rom, men de blev drevet tilbage og holdt på den anden side af Appenninerne i Podalen, som for romerne blev til Gallia Cisalpina – Gallien på denne side af Alperne. Migrerende keltiske grupper invaderede Balkan-halvøen, og i 279 angreb de Delphi. De blev slået tilbage og led store tab, men der var alligevel keltere, der fortsatte ind i det nuværende Tyrkiet, hvor de bosatte omkring det, der i dag er Ankara. Man antager, at grupper af keltere også flyttede sig mod vest og nordvest fra det centraleuropæiske hjemland, selvom det ikke er dokumenteret i historiske kilder. Ifølge romerne boede der et folk i Spanien, der kaldte sig selv Keltiberianere og på den Iberiske halvø findes der spor af forskellige keltiske dialekter. Det er normalt forklaret som et resultat af tidlige, ikke registrerede, keltiske invasioner.
Keltisk kultur på de atlantiske øer
Den keltiske kultur bredte sig til de atlantiske øer. Det skete ikke som tidligere antaget ved at keltiske befolkningsgrupper invaderede de atlantiske øer, men ved at befolkningen på øerne havde kontakt med keltiske befolkningsgrupper fra Gallien og med tiden overtog elementer af deres kultur og sprog.
Romernes indflydelse på de keltiske kulturer
I de sidste tre århundreder f.Kr. lagde det romerske imperium langsomt de keltiske områder på det europæiske fastland under sig, bortset fra områder nord for Rhinen og Donau. Disse områder blev i stedet indtaget af germanerne. De fleste steder overlevede det keltiske sprog ikke romaniseringen, og i disse områder kom befolkningen til at tale dialekter af latin, der går forud for de romanske sprog, vi kender i dag.
I Storbritannien besatte romerne et område, der nogenlunde svarer til det, der i dag er England og Wales. Det medførte et tab af det keltiske sprog og den keltiske kultur på den østlige del af øen, mens disse var mere sejlivede på den vestlige del. På den nordlige del af øen, svarende til det skotske højland, var der fortsat uafhængighed, og Irland blev aldrig invaderet.
Ardagh chalice.
De atlantiske øer efter romerne
Da det romerske imperium begyndte at forfalde i det 3. århundrede og 4. århundrede, opstod der en ny gruppe, pikterne, i højlandet. De truede den romerske front nordfra, mens en irsk gruppe, scottierne, plyndrede vestkysten, og de germanske anglere og saksere plyndrede østkysten. I det 5. århundrede e.Kr. kollapsede det romersk styrede Storbritannien, og angel-sakserne invaderede området og slog sig ned i den østlige del, hvilket med tiden dannede grundlaget for et germansk talende England. De indfødte britiske grupper, som de kaldte walisere, blev tvunget længere og længere vestpå til det, der senere blev Wales og Cornwall. De irske scotti slog sig ned på vestkysten, der med tiden tog navn fra dem og blev til Scotia. Irerne bragte slaver med tilbage til Irland fra deres togter. Blandt dem var Skt. Patrick, som var en af de missionærer, der startede processen med at kristne Irland i det 4. og 5. århundrede.
Nogle af briterne fra det sydvestlige Storbritannien krydsede over til Armorica i den vestlige del af Gallien samtidig med, at Gallien var ved at blive til Frankrig i det 5. og 6. århundrede. Armorica havde været en del af den romerske provins Gallia Lugdunensis, men modsat resten af Gallien blev området aldrig fuldt ud romaniseret. Området blev herefter kaldt Bretagne, og briterne, der senere blev kaldt bretoner, kristnede områdets oprindelige beboere.
Keltiske kulturer fra den tidlige middelalder
Bretagne blev et selvstændigt kongedømme i det 9. århundrede, men i det 10. århundrede blev det et af de hertugdømmer, der udgjorde Frankrig, og efterhånden som den centraliserede kongemagt voksede i det 15. århundrede, blev Bretagnes uafhængighed mindre. Politisk blev Bretagne absorberet af Frankrig i 1532. I de følgende århundreder blev fransk mere og mere udbredt i den østlige del af Bretagne på bekostning af keltisk.
I Skotland dominerede gælisk talende konger i den nordlige og den sydvestlige del af landet, mens anglere dominerede i den sydøstlige del, hvor der blev talt scots, der var en germansk dialekt tæt på engelsk. Efterhånden førte krige mellem de forskellige mindre kongedømmer i 843 til foreningen af det, der i dag er Skotland.
I det 9. og 10. århundrede kom vikingerne på plyndringstogter på de atlantiske øer, men de vikinger der blev på øerne blev i høj grad assimilerede.
Med normannernes erobring af England i 1066 fulgte også erobringen af Wales, der havde været under stigende engelsk indflydelse fra det 10. århundrede. Henry III forenede Wales politisk med England mellem 1536 og 1543 og en stor del af den oprindelige walisiske kultur forsvandt i det 16. århundrede. Erobringen betød også normansk indflydelse i Skotland og Irland, hvor Henry II invaderede landet i det 12. århundrede. Gennem det 13. århundrede lykkedes det angel-normannerne at etablere sig solidt i Irland ved enten at alliere sig med eller undertrykke de indfødte klaner. Fra normannernes indtog blev den keltiske kultur i mere eller mindre grad forsøgt undertrykt og keltisk blev ikke længere talt blandt magthaverne.
Genopdagelsen af den keltiske arv og konstruktionen af kelticitet
Det var ikke før 1700-tallet, at der var folk i Storbritannien og Irland, der begyndte at kalde sig selv for keltere, ligesom der ikke findes tidlige tekster, hverken irske, walisiske, græske eller romerske, der kalder beboerne på de atlantiske øer for keltere. Når betegnelsen ”keltisk” ikke har været anvendt om befolkningen på øerne før 1700-tallet, tyder det på, at den traditionelle opfattelse af, at beboerne på de atlantiske øer er af keltisk afstamning, ikke er overleveret fra oldtiden, men i stedet er en moderne konstruktion. Konstruktionen fremstiller de atlantiske keltere som det sidste levn af en engang storslået keltisk verden, der oprindelig havde sit centrum nord for Alperne, og de moderne keltere betragtes som værende essentielt de samme som de forhistoriske keltere.
Grundlaget for en sådan konstruktion skal findes i de politiske og kulturelle spændinger, der var til stede i det 18. og 19. århundredes Europa, som var præget af nationalisme. Samtidig så man en opblomstring i interessen for den keltiske arv, og kelticiteten blev brugt som en form for selvidentifikation i flere forskellige lande. Der opstod et billede på kelten som en spirituel og ædel vildmand. Man så fortiden som en gylden tidsalder, hvor der var harmoni og kulturel enhed, der kunne bruges til en moralsk genfødsel af nutiden. Keltomanien leverede en blanding af fakta og fantasi, og den skabte en keltisk fortid ud af klassiske kilder, studier af antikviteter, overleverede fortællinger og lingvistiske studier.
I områder, der kunne hævde at have en keltisk fortid: Bretagne, Wales, Irland og Skotland, blev den brugt til at skabe en national identitetsfølelse ved at differentiere sig fra henholdsvis franskmændene og englænderne.
De atlantiske øer: Traditionelle invasionsteorier og moderne forskning
Det er den traditionelle opfattelse, at kelterne invaderede de atlantiske øer. Man har fundet identiske stammenavne i Storbritannien og på det europæiske fastland og moderne sprogstudier har desuden vist, at briternes og irernes oprindelige sprog er nært beslægtede med de forhistoriske galleres sprog, og man har fundet kulturgenstande i England og Irland, der afslører forbindelser til den kontinentale keltiske verden. Alle tre steder har man produceret den karakteristiske ’La Tène-kunst’ med svungne linjer og stiliserede ansigter af mennesker og dyr, og man har tilsyneladende også lagt vægt på våben, fæstninger og krigsførelse alle tre steder. Desuden er der historiske dokumenter, der antyder, at de også havde religiøse fællestræk. På baggrund af lighederne mellem befolkningerne på de atlantiske øer og fastlandet har man traditionelt betragtet de forhistoriske briter og irere som keltere, og det arkæologiske materiale er desuden blevet tolket som et tegn på, at kelterne ankom til øerne som bølger af indtrængende fjender, hovedsageligt i jernalderen.
I dag tolker forskerne ikke længere de arkæologiske fund som beviser på en keltisk invasion af de atlantiske øer, men som tegn på, at der var kontakt mellem samfund i Storbritannien og de kontinentale keltere. Det skyldes bl.a., at ny teknologi har gjort det muligt at indsamle nye typer arkæologiske data. De data, man har til rådighed i dag, viser en helt anden jernalder end den, man hidtil har antaget. Hvis indtrængende fjender havde erstattet den oprindelige befolkning på de atlantiske øer i jernalderen, ville arkæologerne i rigt omfang have fundet fortidslevn svarende til dem, der er fundet i områderne i Tyskland og Frankrig, der anses for at være det oprindelige keltiske hjemland. Man ville ligeledes have fundet tegn på, at de indtrængende grupper overførte hjemlandets landbrugsteknikker, religiøse ritualer og kulturelle skikke som f.eks. begravelsesritualer, og man skulle forvente at finde de rektangulære hustyper, som er kendt fra kontinentet, men det er ikke tilfældet. Spor af den type er fundet andre steder, hvor historiske tekster beretter om keltiske invasioner, men de findes næsten ikke i Storbritannien og Irland. Til gengæld tyder de kulturgenstande, man har fundet, på, at befolkningen på de britiske øer har haft kontakt med kelterne på fastlandet. Typen af genstande (sværd, dele fra køretøjer og smykker) og den kunstneriske stil, man finder på øerne fra den midterste og sene jernalder, minder meget om den, man kender fra det europæiske fastland, men det er langt fra det samme. Disse forskelle har gjort, at man kan konkludere, at der ikke er tale om befolkningsgrupper, der stammer fra fastlandet, men fra den oprindelige bronzealderbefolkning på de britiske øer. Men det viser også, at befolkningen på de britiske øer i jernalderen til tider var i kontakt med kelterne fra Gallien og med tiden har overtaget elementer af deres kultur.
Kelterne i dag
I dag bruges termen ’keltisk’ om befolkningsgrupper og deres kultur og sprog i Wales, England, Irland, Skotland, Isle of Man, Frankrig, Spanien og Portugal. Op gennem det 19. og 20. århundrede opstod en række pan-keltiske bevægelser og organisationer, der har til formål at styrke kontakten mellem keltiske grupper. Organisationerne arbejder både inden for politik og inden for kulturelle områder som sprog, sport og musik.
Selvom forskningen har vist, at de moderne keltere ikke har nogen genetisk relation til beboerne i det, der antages at være kelternes centraleuropæiske hjemland, betyder det dog ikke nødvendigvis, at det er urimeligt at tale om, at beboerne på øerne kulturelt set er keltiske, hvorimod det ikke kan bruges som en racebetegnelse.