Keltisk imitation af Taso tetradrakme (3.-2.årh·f.Kr).
Om det keltiske folks oprindelse har man kun få oplysninger,
men fra 5.årh. f.Kr. er de nævnt i græske og romerske skrifter. Det synes, som
om de er kommet fra området lige nord for Alperne, dvs. Schweiz og Østrig.
Herfra drog stammer ca. 600 f.Kr. mod vest og havnede i Spanien.
Andre stammer drog 400 f.Kr. mod nord til Britanien, medens
atter andre vandrede over Alperne mod syd og angreb Rom 390 f.Kr. De blev slået
tilbage og nedsatte sig i Podalen, hvorfra de blev fordrevet 190 f.Kr. af
romerne. I 279 f.Kr. forsøgte de et angreb mod Delfi i Grækenland, og i midten
af 270'erne f.Kr. var de nået mod øst over Bosperusstrædet.
På dette tidspunkt dominerede de Europa fra Pyrenæerne til
Sortehavet og fra Podalen til Britanien. Stort set alle keltiske stammer har
præget mønter, ofte mere eller mindre barbariserede efterligninger af de
mønter, der den gang cirkulerede i forskellige områder.
De mest brugte og eftergjorte mønter var Philip II's
(359-336 f.Kr.) guldstater; sølvstaterer og sølvtetradrachmer fra Philip II og
Alexander d. Store (336-323 f.Kr.), sølvstaterer fra Larissa, tetradrachmer fra
Thasos, guldstaterer fra Tarent og drachmer fra Massalia (det nuværende
Marseilles).
På den Iberiske Halvø, dvs. Spanien, er præget bronzemønter
fra det 2. årh. f.Kr. og lidt senere også sølvmønter. I Sydvestfrankrig
efterlignede man bl.a. drachmerne fra Rhoda i Spanien. Disse mønter havde et
kvindehoved på forsiden og en stiliseret rose på bagsiden. Mod øst langs Donau
var den foretrukne type Philips sølvstater, en mønt, der på forsiden havde et
Zeushoved og på bagsiden en rytter. Denne type efterprægedes og spredtes mod
nordvest op til Rhinen.
Donaukelterne: Tetradrakme, Subkarpatisk prægning 2.-1.årh.
f.Kr.
I Podalen har kelterne præget mønter så sent som 80 f.Kr.
Her var det drachmer fra den græske koloni Massalia, der er udmøntet fra
slutningen af 4-årh f.Kr. - en mønt, der havde et Artemis portræt på forsiden
og en løve på bagsiden. I Gallien brugtes efterligninger af romerske denarer og
stærkt sølvblandede guldmønter, men efterhånden kunne man ikke skaffe ædelt
metal nok, og der opstod en række støbte mønter i potin, en bronzelegering med
stort tinindhold. Blandt vest-kelterne i Frankrig var Philips guldstater et
yndet forbillede. Typen var særlig populær fra Nordfrankrig til Loiredalen.
Fra Belgien fortsatte stammerne til Britannien. Her var der
først gallo-belgiske guldmønter fra omkring 100 f.Kr. i omløb; senere kom en
selvstændig udmøntning i store dele af England. Den blev senere, især i de
sydlige egne, påvirket af de romerske denarer. Midtkelterne i Østrig,
Sydtyskland og Bøhmen prægede først og fremmest guldmønter, de såkaldte
regnbueskåle, som har et ørnehoved på forsiden og en torgues (keltisk halseller
armring) på bagsiden. Denne figur blev opfattet som en regnbue og gav mønten
navn. Keltiske mønter havde tidligere især i Frankrig mange samlere, og efter
2. verdenskrig kan der spores en øget interesse for også donaukelternes mønter.
Lit: MN 1980 nr. 1 s.4-8; Karl Pink: Einführung in die
Keltische Münzkunde, Wien 1974; Peter la Baume: Keltische Münzen, Braunschweig
1960.
..