kikkenborg på Strandgade 26 Helsingør
Kikkenborg, udsigtstårn på hustag.
En kikkenborg er et udsigtstårn eller en -platform, som har
været ganske almindelig i en by som Helsingør, der levede af havet i form af
Øresundstolden. Fra denne udkigspost har byens købmænd, færgemænd og andre
handlende i god tid før konkurrenterne kunnet holde øje med de ankommende
skibe, der ankrede op på byens rhed for at betale den lovpligtige øresundstold.
På Bremerholm i København byggedes en skanse i 1500-årene, og den har muligvis
været identisk med en lokalitet, der senere kaldtes Kikkenborg. I søfartsbyen
Dragør på Amager er kikkenborge den dag i dag ikke noget særsyn, og de findes
også i Ribe og Rønne og har utvivlsomt været at finde i mange andre kystnære
byer.
Kikkenborgen findes i et utal af udformninger, men de er
ofte kendt som et rundt eller mangekantet bygningsværk med kuppelformet tag
anbragt på husets tagryg. Vi kender ikke antallet af de kikkenborge, der har
været i Helsingør. Kun en er bevaret til i dag, nemlig i Stengade 61 ved siden
af Rådhuset. I færgemandshuset Strandgade 22 sad der, som det fremgår af
billedet, en kikkenborg på tagryggen indtil den blev fjernet i 1956. Også på
N.P. Kircks pakhus i Strandgade 81 var der en. Et par altanformede kikkenborge
findes stadig i henholdsvis Stengade 79 (billede herunder) og Strandgade 93.
Også i Rønne på Bornholm var en række købmandsgårde udstyret
med en kikkenborg. I Dragør findes der også kikkenborg.
Fra en kikkenborg kunne speditørerne således holde øje med
skibene på sundet og dermed være parat på broen (kajen), når kaptajnen blev
roet i land, så man kunne være først med en god handel. De havde deres faste
kunder og ville jo ikke miste dem til andre.