I den tyske historie findes flere perioder med
møntforringelser. En af de værste var perioden kendt som Kipper- og Wippertiden.
Den begyndte med 30-årskrigen i 1618 og endte 1623. Årsagen var en for lille
udmøntning af sølvmønter allerede i årtier før, fordi selv prægning af
skillemønt, på trods af en slet møntfod, var urentabel. En mængde fyrster lod
foretage den ene emission efter den anden, og mønterne blev hele tiden ringere:
de såkaldte »heckenmünzen«, Ved 30års krigens begyndelse var småmønterne
allerede mindre end 50% under værdien. Med krigsrustningerne blev det endnu
værre, og til sidst blev udmøntningerne til rene kobbermønter.
Greshams lov beviste til fulde sin gyldighed. Den
forudsagde: Slet mønt kan fordrive god mønt, men god mønt kan ikke fordrive
slet mønt. Spekulanter sad allerede, medens der dog var lidt sølv i mønterne,
med en seigervægt og udvejede og udvippede (kippen und wippen) de tungeste og
mest værdifulde mønter. Resultatet blev inflation med stærkt stigende priser.
Man stoppede i 1622 med magt den uhæmmede prægning af stort set værdiløse
mønter, og mange processer blev ført mod fyrster og møntforpagtere.
Kippermønten blev forbudt, og et felttog mod dem begyndte.
Det er årsagen til, at de fleste af disse mønter er sjældne i dag. Kipper- og
Wippertiden er en af de største økonomiske katastrofer i Tyskland, og man skal
helt frem til 1920'erne for at finde magen til. En mindre inflation fandt sted
1660-1675, og denne benævnes ofte »Den lille kippertid«.
..