er indordning af mønters historiske udviklingsform under
hensyntagen til ensartede kendetegn så som ens vægt, samme fabrik etc., i et
logisk opbygget begrebssystem. Særlig for stumme mønters vedkommende, dvs.
mønter uden skrift, er en klassificering nødvendig. De enkelte klasser er
indordnet efter fælles kendetegn:
1. Nominal. Ensartethed i betegnelse af pålydende værdi,
f.eks. daler, mark, skilling etc., hvorved møntfoden er af underordnet betydning.
Man taler f.eks. om et dalerfund eller et fund af hulpenninge.
2. Teknisk type. Ensartethed i den tekniske udførelse,
f.eks. hulpenninge, valseprægede mønter etc.
3. Prægetype. Ensartethed i design og stil, dog med en vis
margin i de større detaljer. Den bruges til opdeling af mønter i et
type-katalog som f.eks. Hedes værk om de danske og norske mønter.
For de fælles ensartetheder af nominal, teknisk type og
prægetype bruges ofte udtrykket »mønttype«, og ud fra denne kan numismatikeren,
ofte på grund af erfaring, slutte sig til et fælles oprindelsesområde eller et
fælles møntsted. Går man længere ned i detaljerne findes følgende to klasser:
4. Prægevarianter. Ensartethed i skrift og billede i alt
væsentligt, men med små variationer i stavemåder, skilletegn etc. En sådan
variant-opdeling findes for danske mønter i H.H. Schous værk om danske og
norske mønter (Kbh.1926).
5. Stempelvarianter. Kun ringe afvigelse i skrift og billede
fremkommet ved »opfriskning« eller opgravering af et brugt stempel. Dette kan
undertiden være til nytte ved stempelkronologi.
..