klukflaske, brændevinskaraffel med indsugede sider, så der
fremkommer 4 hjørnerør og frembringes en klukkende lyd når der skænkes af klukflasken.
Norsk klukflaske med påsmeltede rigeler og rosetter. Gjøvik ca. 1830.
En glaskaraffel med indsugede sider, d.v.s. at flasken først fremstilles i en almindelig firkantet (eller trekantet) form, hverefter den suges ind. De bløde sider vil derved blive suget ind, hvorimod hjørnerne, der er blevet specielt afkølet og derfor er hårdere, vil blive stående. Af gammel tysk oprindelse, men senere en nordisk specialitet, der er blevet fremstillet og stadig fremstilles på de fleste skandinaviske glasværker.
Efterkommer af den såkaldte angster. Klukflaske typer optræder i renæssancen, men først i 1700-tallet når man frem til den form, som endnu bruges almindeligt. Klukflaske har korpus, som er delt i en praktisk taget lige stor over- og underdel der står i forbindelse med hinanden med fire eller fem rør - et centralrør og tre-fire yderrør. Formen er tre- eller firkantet, dog for det meste med meget afrundede hjørner.
Rørsystemet er fremkommet, ved at man i en tre- eller firkantet træform, der har slidser i hjørnerne, blæser en kantet flaske op. Takket være slidserne afkøles hjørnepartierne hurtigere end resten af flasken, som derfor vil være blødere. Når man derfor efter at have blæst op, suger ind, klasker de blødere sider mod hinanden, medens hjørnepartierne bliver stående og danner rør. I det centrale parti kan væggene ikke nå sammen, derfor fremkommer der et centralrør.
Klukflasker har i særlig grad været benyttet til brændevin, som forlader den under gemytlig småklukken. Modellen er i sig selv meget dekorativ, men i 17- og 1800-tallet syntes bl.a. nordmænd og svenskere, at det var heldigst, om der til velskabtheden føjedes en optisk mønstring eller påsmeltedes flasken nogle rigler og rosetter.