Kniv

man har brugt k. som kombineret våben, værktøj og spiseredskab siden de ældste tider. I middelalderen brugte man ikke gaffel, man spiste med k., hvormed man skrællede maden ud i passende spåner. K. som var spids blev så stukket i madstykkerne og ført op til munden. I renæssancen viste de første gafler sig, og efterhånden som de blev almindelige, var det ikke længere aktuelt med spidse bordknive, eftersom det nu ikke betragtedes som værende god tone at stikke kniven i maden og spise på den måde. I barokken havde bordk. en lang, buet klinge med stump ende, det samme var tilfældet i rokokoen, men i klassicismen gik man en tid tilbage til spidse bordk. I nyere tid bruges begge typer.
Ved siden af de almindelige bordk. har man haft store forskærerk. ofte med spidst blad samt brede præsenterk. med stumpt blad.
Man lagde simpelt hen kødskiverne på bladet og serverede dem på den måde. I renæssance og barok er skaftet måske af træ eller ben, og det kan være smukt udskåret. Metal skafter forekommer ligeledes, de kan være med rige ornamenteringer eller måske med niello, taucheringer o.l. I senbarokken kommer man ligeledes ind på at bruge porcelænsskafter, som kan være med bemalinger. Chelsea, Meissen og mange andre fabrikker har fremstillet sådanne skafter. Også pistolskaftet, som er udmærket, når der skal lægges kræfter i skæringen, kom til i barokken.

Ældste spiseredskab, med hvilken man spiddede maden efter at have parteret den. Kendt fra oldtiden.