Ved siden af sølv og guld har kobber været et meget benyttet
møntmetal. Cu. er en forkortelse, der stammer fra øen Cypern, der var
storleverandør af kobber i antikken. Hos grækerne betegnede chalkos såvel
kobber som kobber legeret med tin (bronze), og hos romerne kaldtes det aes. (se
aes rude, aes signatum, aes grave). Romerne fik meget af deres kobber fra
Spanien.
De danske borgerkrigsmønter var i begyndelsen af 1300-tallet af næsten
ren kobber. Sidst i 1300-tallet havde den danske konge, Erik af Pommern, fået
rådighed over store kobberforekomster i Sverige, hvilket ca. 1422 medførte
udmøntningen af hans berygtede kobbersterling.
Sverige har ligeledes i stor udstrækning anvendt kobber til
småmønter, både klippinge og rundmønter og fra 1644 også i form af de store
plademønter (se plåtmynt), af hvilken den største nominal, 10 daleren, vejede
19,7 kg.
Rusland har brugt kobber til mange møntværdier. En særlig stor
kobberudmøntning fandtes i Katanga i Afrika, hvor kobberet blev støbt i særlige
barrer, de såkaldte katangakors, som man handlede med.
I Danmark har det kun været de mindste skillemønter, der
blev præget i kobber, begyndende med Chr.5.'s halvskilling 1693. Fra 1856
brugtes møntbronze. I Danmark er 50 øre og 25 øre fra og med 1989/90 de mindste
skillemønter og derfor af møntbronze. Der findes mange legeringer med
hovedbestanddel af kobber, bl.a.: messing, kobbernikkel, møntbronze,
klokkemetal, tombak, nysølv, potin og aluminiumbronze.
..