Kompassolur af sølv. Frankrig begyndelsen af 1700-tallet (Nationalmuseet)
Et solur, der er af ikke magnetisk metal eller af et andet egnet materiale. På tidlige eksemplarer er kompasset gerne løst tilbehør, siden indbygges det i urskiven.
Efter kompasset drejes urskiven, så polos, den skrå skyggekaster, peger lige nordsyd. Ofte er polos på siden graveret med en skala, som angiver breddegraderne, og mod denne skala peger en til urskiven fikseret viser. Når tiden skal måles, stiller man polos, så viseren peger mod tallet, der angiver den breddegrad, hvorpå man befinder sig, og af skyggens fald på ur skiven kan klokkeslættet da aflæses.
Der var dog også en anden mulighed, nemlig i stedet at gøre skiven med tidsskalaen vippelig og lade polos være fastsiddende, man havde så i stedet skiven fæstnet til et understykke med et hængsel, og breddegradstallene kunne aflæses på en opvippelig, buet skalastang, som gik gennem et hul i skiven. Princippet var nøjagtig det samme, men metoden måske lidt mere besværlig. Man måtte også lade kompasset indbygge i understykket og lave en udskæring passende til det i urskiven.
Mange k. er overmåde smukt udført - undertiden rene kunstværker - og af ædle metaller. Et meget enkelt k. var det såkaldte niirnbergkompas.
På bagsiden af mange k. finder man angivelser af breddegraderne for en række kendte steder i Europa samt almanak, højtidsdage og andre nyttige oplysninger i forbindelse med tidsrnåling. Ydermere er de bedste af k. udstyret med et vaterpas eller en libelle, så man kan være vis på, at de står helt vandret.