koran

R. Broby Johansen, Aschehoug Egmont Wikipedia, den frie encyklopædi

ko'ran (arabisk oplæsning) Islams hellige bog, som fortolkes forskelligt af muslimer, af nogle meget fundamentalistisk.

Koranen (القرآن al-Qur'ān) er muslimernes primære helligskrift, som ifølge læren blev åbenbaret i brudstykker til Muhammed over mere end 22 år (609/610-632), igennem ærkeenglen Gabriel. Selve ordet koran viser tilbage til det arabiske ord qara'a, hvilket betyder "at læse" eller "at recitere". Især det sidste er centralt, da Koranen i muslimske lande bliver reciteret og lyttet til mere end den bliver læst.

Koranen består af 114 kapitler, suraer. Den er parallelt hermed inddelt i 30 djuz, "dele", som blev samlet under kalifatet af den tredje historiske kalif, Uthman ibn Affan (644-656). Samlingen af Koranen skete på baggrund af forskellige nedskrevne notater samt mundtlige overleveringer. Suraerne klassificeres efter deres affatningssted som enten mekkanske eller medinensiske, afhængig af om de er fremkommet, medens Muhammed endnu boede i Mekka, eller efter han udvandrede til Medina. Suraerne fra Mekka er kendetegnet ved, at de er poetisk skrevne og blandt andet omhandler skildringer af paradis og helvede, islams radikale monoteisme samt fortællinger om profeterne. Suraerne fra Medina er typisk længere og indeholder blandt andet anvisninger om, hvordan man bør leve sit liv som rettroende muslim. Desuden findes der her love og moralske bud samt adskillige fortællinger vedrørende profeterne og betydningsfulde slag med andre arabiske stammer. Forskellen skyldes primært, at Muhammed i Medina får en rolle som samfundsopbygger og statsmand, der også indstifter detaljerede love og forordninger.

Muhammed var ifølge islamisk tradition analfabet, hvilket bruges som et argument for, at Koranens ord er sande og stammer fra Gud, da Muhammed ikke kan have læst sig til sin viden andetsteds. Koranen kan fortolkes, da dele af den er skrevet allegorisk, og muslimer anser Koranen for et så fuldkomment værk, at kun Gud er i stand til fuldt ud at forstå den.

Koranens opdelinger

Koranen bliver oftest opdelt i vers, kapitler, afsnit og dele. Muslimer anser at visse af disse opdelinger er guddommelige, hvor andre er skabt af mennesket for at gøre læsningen lettere.

De forskellige opdelinger:

Ayat (vers): Koranen er opdelt i aya eller mirakler. En aya kan bestå af en komplet sætning, mere end en sætning eller kun en del af en sætning. Ifølge muslimerne opstod en aya ved Guds åbenbaring til profeten Muhammed, og har således ingen rødder i Muhammeds egen holdning eller nogle islamiske lærdes.

Sura (sektion): En gruppe af aya er blevet erklæret som danne en sura / surah. Sura variere i længde, den korteste af dem har kun tre aya hvor den længste har 286 aya. Der er 114 sura i Koranen, nummeret fra 1 til 114. Sura betyder noget der er opdelt eller dækket til fra begge sider.

Juz (del): Juz (også kaldt para i visse dele af Asien), er en opdeling af Koranen i 30 lige store dele. Dette blev gjort for at lette at recitere hele Koranen i løbet af en måned. Hver juz er yderligere opdelt i en fjerdedel eller fire ruba.

Hizb (gruppe): I henhold til denne gruppering, så er hver juz opdelt i to hizb, hvor hver hizb yderligere er opdelt i en fjerdedel. Dette betyder at en juz har to hizb og otte hizb-fjerdedel eller sagt på en anden måde – hver juz-fjerdedel har to hizb-fjerdedel.

Manzil (fase): Koranen er opdelt i tilnærmelsesvis syv lige store dele for at lette læsningen på syv dage. Hver af de syv dele kaldes en manzil eller fase. Manazil er flertal for faser.

Ud over disse grupperinger, findes der andre som ruku (sektion), grupper af sura, harf (antallet af bogstaver), kalima (ord), kufa vers, basrah vers, shami vers. Mange af disse er ikke anerkendt blandt de fleste og er oftest specificeret til en skoleretning. Således ses de ikke i de fleste tryk af Koranen.

Stilistiske træk

Især de sene suraer rummer mange bratte skift fra det højpoetiske til praktiske forordninger og tugtende regler. Dette kan opfattes som en del af åbenbaringens guddommelige prog eller kan fra en mere sekulær betragtning opfattes som et udslag af, at den skulle nedskrives og samles på kort tid.

Forholdet til tidligere helligtekster: Tohraen og Evangeliet

Koranen opfatter sig selv som et endeligt korrektiv til de to tidligere åbenbaringer, den jødiske Torah og det kristne Evangelium. Således lyder det: "Han har sendt Skriften med sandheden ned til dig til bekræftelse af det, der var før den. Han har sendt Toraen og Evangeliet ned." [K 3:3].

Jesus omtales konsekvent i Koranen som "Marias søn" og ikke som "Guds søn". Hermed markeres en distance til den kristne opfattelse af Jesus.

Koranstudier:

Fortolkning

Der er forskellige tolkninger af Koranen i islamisk tradition og litteraturen om, hvordan Koranen skal forstås er omfattende, og siden Muhammeds egen levetid har man diskuteret, hvordan bestemte passager præcis skal forstås og vægtes i forhold til hinanden. Selv en bogstavtro tolkning rummer en del sproglige tvetydigheder, som igen afføder en række forskellige tolkningsmuligheder.

Rettroende studier

For den rettroende muslim er Koranen en kopi af Allahs himmelske bog (umm al-kitâb = "bogens moder", jf. Koran 3:7; 43:4). Indholdet blev formidlet til Muhammed gennem åbenbaringer, og han gav teksten videre ved at fortælle den til sine nærmeste. Da Koranen helt bogstaveligt bliver opfattet som Guds ord, står indholdet ikke til diskussion, men visse tilsyneladende selvmodsigelser har fra den tidligste tid kaldt på fortolkninger. Dette arbejde er blevet udført efter regler, der kræver, at den, som skriver om Koranen:

A. skal være muslim,

B. skal være troende,

C. skal være islamisk retslærd.

På den baggrund er de rettroendes koranstudier blevet til under meget stramme regler for både argumentation og dokumentation. Resultaterne er nedfældet i en form, så de har karakter af trosregler, og de følges nøje af de troende. Det har dog ikke hindret, at der er opstået forskellige retninger inden for Islam (jf. det store skisma mellem shiitter og sunnier).

Vestlige studier

Siden 1880 er der sket meget inden for den vestlige (ikke-islamiske) koranforskning. Man har forsøgt at påvise tre grundlæggende forhold:

A. Islam er afhængig af flere ældre religioner, hvis læresætninger er blevet omformet. Det var orientalisten Theodor Nöldeke (1836-1930) og teologen Julius Wellhausen (1844-1918), der først påviste dette forhold. Det stemmer også godt overens med Koranens egen påstand om at være en fortsættelse af tidligere budskaber. Senere blev Nöldekes kronologi for Koranens kapitler fulgt op af bl.a. Frants Buhl, Tor Andreae, Richard Bell og Karl Ahrens.

B. Charles Cutler Torrey påstod i sit værk, The Jewish Foundation of Islam fra 1933, at Islam har jødiske rødder.

C. I de seneste år er der sket teologiske nybrud, så man på baggrund af arkæologi og papyrusfund kan ane Koranens tilblivelseshistorie.

Papyrusfund i Sana’a

I 1972 fandt håndværkere pergament- og bogrester, som var i dårlig stand. Det skete under arbejdet med restaurering af Sana’as store moske i Yemen, og fundet blev gjort mellem to lofter. Nogle af skrifterne kan muligvis dateres til slutningen af det 7. århundrede og andre til det 8. århundrede e.Kr. De er rester af nogle de ældste Koraner, som hidtil er fundet.

Gerd-Rüdiger Puin fra universitetet i Saarbrücken var udsendt af den tyske regering for at lede restaureringsarbejdet, og han undersøgte fragmenternes alder. Hans første undersøgelser afslørede, at nogle tekster rummede variationer i stavning og betydning i forhold til, hvad der er brugt i Kairo-biblen. Som udgangspunkt vil ændrede stavemåder og betydninger af Koranens tekster være stærkt kontroversielle for de fleste muslimer på grund af Koranens status som ufejlbarlig.

I 1997 afsluttede grev von Bothmer arbejdet med at mikrofilme fragmenterne, og han bragte sine film til Tyskland, så arbejdet med restaurering og bearbejdning af teksterne kan fortsætte uhindret.

Oversættelser

Koranen er skrevet på arabisk og læses normalt på dette sprog. Ifølge muslimer er oversættelser af Koranen ikke lige så gyldige eller hellige som udgaven på originalsproget (kilde). En oversættelse betragtes ikke som en egentlig Koran, men udelukkende som en fortolkning.

Danske oversættelser

Koranen er i sin helhed oversat til dansk tre gange.

Første oversættelse blev foretaget af ahmadiyya-muslimen Abdus Salaam Madsen og er fra 1967 (ISBN 87-21-01595-3, ISBN 1-85372-034-8).

Den anden danske oversættelse er fra 2006 og oversat af Ellen Wulff, som er mag. art. i filologi med arabisk som hovedfag og hebraisk og aramæisk som bifag. Hun er fra Københavns Universitet og Ph.d. i moderne arabisk sprog og litteratur fra Københavns Universitet 1998 (ISBN 87-91393-95-7).

Den tredje oversættelse er fra 2009 af Kåre Bluitgen og har titlen Koranen kommenteret. (ISBN 978-87-991704-4-9). Det er den første danske oversættelse med bidrag fra islams mest berømte korankommentatorer knyttet til de enkelte vers

Desuden findes:

Koranens hjerte - Sûra yâ-sîn og andre udvalgte passager fra Koranen, 79 sider, Islamisk Studiebogssamling, 1994.(ISBN 8789285069). Koranen i uddrag på dansk v. Aminah Tønnsen (også kendt under navnet Aminah Echammari).

Den gavmilde Qur'an: en fremlægning af de tre første suraer, 109 sider, Havens Forlag, 2005. Oversættelse af Jakob Werdelin, Abdassamad Clarke og Suád Østergaard. (ISBN 87-990223-0-3).

Koranen i udvalg ved Finn Hvidberg-Hansen (ISBN 87-7763-146-3), hvor Koranens mange gentagelser er fjernet, og teksten er ordnet efter tema, så den er nemmere at læse for ikke-muslimer.

Kåre Bluitgens Koranen og profeten Muhammeds liv (ISBN 87-638-0049-7) fra 2006, der er en samlet letlæselig genfortælling af Koranen kombineret med en Muhammedbiografi

Kåre Bluitgens Koranen gendigtet (ISBN 978-87-11-43454-3), hvor de muslimske lærdes fortolkninger af Koranen er indskrevet, så Koranen fremstår som en fortløbende prosafortælling. Bluitgens udgivelse bygger på en oversættelse af primært engelsk oversatte korantekster.