(fransk craquelé: sprukken), fine, forsætligt frembragte revner i glasur, glas, maling og lak.
Krakelering, fin revnedannelse i et billedes malede
overflade, som især optræder i ældre malerier.
Et net af revner i olie maleri, i keramisk glasur o.l.; i keramiken fremkaldes krakelering ofte ad kunstig vej for at opnå en dekorativ virkning.
Revner og sprækker, som opstår i forskellige materialer, når de arbejder. Man kan således se krakelering på fajance, i maling og lak.
Krakelering kan imidlertid også frembringes kunstigt og kaldes da krakelure, den kan tjene som dekoration eller som kunstig patinering. På malede ting opnås krakelering ved at man på en knap tør fed grund maler med en hurtigt tørrende mager maling. Denne trækker sig sammen, men modarbejdes af den fede grund, hvorved sprækkerne fremkommer.
På deres porcelæn og andre keramiske produkter forstod kineserne at frembringe kontrolleret krakelure, og ofte fremhævede de den ved at gnide sort farvestof ind i de fine sprækker. Man havde forskellige krakelure-typer - nogle med små, tynde tætliggende sprækker, andre med lidt grovere, fjernere liggende revner. Teknikken blev imidlertid atter glemt, og på kinesisk keramik fra forrige og dette århundrede har man ikke kunnet opvise synderlig imponerende resultater.
Også i Europa har man forsøgt sig med kontrolleret krakelure, men først i nyere tid er man nået til at beherske teknikken nogenlunde så godt, som de gamle kinesere gjorde det. løvrigt ser man ikke sjældent, at krakeluren ligger dækket under endnu et lag glasur, som ikke revner. Den skal beskytte det dekorative lag mod afspringning, indtrængning af fugt gennem sprækkerne etc.
Anvendes om glasur på porcelæn o.a. keramiske frembringelser med tynde revner. Navnlig kineserne dyrkede bevidst krakeleringerne, som mønster på deres porcelæn. Malerier, lakarbejder, glas kan også være krakeleret.